Tegnede tekster



Jesper Tom-Petersen er en rigtig håndtegner.

Jeg aner ikke, om han betegner sig selv som sådan, men kendsgerningen er, at ét af Jesper Tom-Petersens særkender er, at han er Danmarksmester i at håndtegne typograferet skrift. Man kan stikke ham en hvilken som helst typografi, hvorefter han, efter lidt træning, kan skrive tekster i denne typografi.

Det lyder unægtelig både bagvendt og bagstræberisk. Hele fidusen ved først Gutenbergs bly og siden fotosætteriernes og PCernes fonts - typografier - er jo netop, at man kun behøver at kreere et "a" en gang for alle, hvorefter det genbruges hver eneste gang, der optræder et "a" i teksten.

Alligevel kan Jesper Tom-Petersen håndtegne typografisk sats. Det tager længere tid, giver større unøjagtighed og uro i skriftbilledet og er pokkers besværligt at lave om. Så hvorfor i al verden er illustrationerne i en bog som "Stedet som ikke er" så forsynet med håndtegnede tekster inde i tegningerne, der endda for manges vedkommende er tidsakser og anden form for teksttung illustration? Det er jo både dyrt og besværligt.

Der er mere information i håndskrift, end i skrivemaskineskrift eller PC-skrift. Hvem kender ikke dilemmaet, når man skal skrive en følelsesladet besked og foretrækker at gøre det med den anonyme skrivemaskine eller PC, der akkurat på grund af anonymiteten er upassende til aflevering af følelsesladede beskeder?

Håndskriften fortæller, især hos os ikke-profesionelle, en masse om den følelsesmæssig tilstand, om koncentrationen mens der skrives, om travlhed og forvirring, om tænkepauser og selvfølelse. Håndskriften er med andre ord en sladrehank, der fortæller langt mere end den standardiserede typografi.

Nu er det ikke fordi Jesper Tom-Petersens følelsesmæssige tilstand under rentegningen af bogens illustrationer rager hverken forfatter eller læsere, men det er han selvfølgelig også for professionel til at lade skinne igennem. Men den håndtegnede streg rummer en masse information, som ikke findes i en computergenereret tegning eller tekstmasse.

Derfor er der netop i en bog om computere og Internet en pointe i, at bogens illustrationer er lavet af en ægte håndtegner og ikke af en Macintosh. De er en stilfærdig mindelse om, at informationsteknologien, med alle de muligheder den åbner, også rummer et tab af personlighed, efterhånden som håndværkernes indsats retlinjes og gøres til software, man kan købe sig til.

For de fleste af os rummer mange af disse informationsteknologier en adgang til udtryk, vi ellers ikke ville kunne mestre. Vi kan spille musik uden at lære instrumenterne, tegne komplicerede tegninger uden at være ret gode til at tegne, regne, skrive, redigere levende billeder og alt muligt andet, som vi ikke ville kunne gøre, hvis man stak os en obo, en blyant, en regnestok, en redigeringspult eller et andet stykke udtryksmiddel, som det tager år at bemestre.

Teknologierne demokratiserer altså brugen af udtryksmidler, der tidligere kun var til rådighed for den på det punkt højtuddannede elite. Men samtidig tabes den personlighed, der ligger hos den enkelte musikudøver og det enkelte eksemplar af instrumentet obo. Standardiseringen og folkeliggørelsen går hånd i hånd med tabet af den elitære forfinelse og personlighed.

Svaret på denne nye situation er næppe hverken en totalbekendelse til demokratiseret ensartethed i udtrykket eller en sentimental insisteren på at der kun må høres musik spillet live af virtuoser på oldgamle håndbyggede instrumenter.

Svaret ligger i et både-og og i en udforskning af de muligheder, der ligger i såvel demokratiseringen som i fastholdelsen af det oldgamle håndværks individualitet.

Jesper Tom-Petersens tegninger, som følger her, handler om informationsteknologi i forskellige varianter. De er et humoristisk-satirisk bidrag til begribelsen af den nye teknologi, der fyger om ørerne på os. En del af dem er oprindelig lavet til edb-arbejdernes blad Prosa.

Et personligt vidnesbyrd fra en tegner, der i sit daglige virke forsøger at sætte civilisationen et halvt årtusinde tilbage til tiden før Gutenberg, men samtidig godt véd, at næste gang han skal tegne til en bog om computere og Internet, så forærer forfatteren ham f....... en internetopkobling og en fax, så man i det mindste kan kommunikere lidt gelinde.

TN

Jesper Tom-Petersen er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen (1964-66) og Kunstakademiet (1969-73).

I perioden 1971 til 79 udstillede han på Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborgs Forårsudstilling og flere seperatudstillinger.

Siden 1978 har Jesper Tom-Petersen arbejdet med både tekst og illustration.

I tidens løb er det blevet til mange udgivelser indenfor billedbøger, tegneserier og billedhæfter for voksne - udgivelser som forefindes på landets biblioteker.



Tips: Din browser henter billede nr. 2, mens du kigger på billede nr. 1. Så giv dig tid til at opleve billedet på skærmen, mens din browser henter det næste. Det tager typisk et halvt minut. Når først du har hentet alle de billeder, du vil se, kan du hoppe baglæns og forlæns i dem med få sekunders ventetid.

Enter