E-mail interview



Det var ikke et interview som så mange andre, da jeg interviewede forfatteren Tor Nørretranders.

Ikke et interview, hvor jeg satte mig ned, stillede mine spørgsmål og så ellers hæklede min artikel sammen som så mange gange før.

Op til udgivelsen af hans nye bog »Stedet Som Ikke Er«, havde Tor Nørretranders og jeg aftalt at mødes dér, hvor bogen foregår - i cyberspace. Foran hver vores computer kommunikerede vi elektronisk og med både den spontanitet og den distance, som dette nye medie skaber. Og det blev en både ny og anderledes oplevelse for både os og utvivlsomt også for læserne.

Før interviewet aftalte vi visse spilleregler. Svarene måtte maximalt være 10 linier og skulle helst afsendes indenfor 5-10 minutter. Og så gav vi hinanden lov til at formulere os på det særlige sprog, der opstår, når fingrene skriver hurtigt og ikke umiddelbart overvejer hvert et ord.

E-mail strøg frem og tilbage gennem cyberspace og godt halvanden time senere sad jeg tilbage med 12-14 e-mails fra Tor Nørretranders, som jeg derefter kunne skrive sammen til min artikel. Samlet set blev en del af svarene længere end der var plads til og jeg måtte bagefter redigere i teksten - og naturligvis fortælle læseren hvor, jeg havde skåret i Tor Nørretranders svar.

Den største forskel var manglen på fysisk kontakt. At vi ikke kunne se hinanden og dermed opbygge en personlig tillid, lagde måske en dæmper på en del af dialogen. Samtidigt kunne jeg ikke se og mærke Tor Nørretranders og på den måde lære hans person at kende. Jeg havde kun hans skrevne ord at forhold mig til.

Til gengæld forsøgte vi begge at skrive både hurtigt og løsslupent for at fastholde denne særlige jargon for e-mail-kommunikation.

Samlet set blev resultatet interessant i både indhold og form. Tor Nørretranders fortalte om sit forhold til internettet og den nye informationsteknologi. Og selve dialog-formen beviste selv, at der er tale om noget helt nyt og anderledes.

Selv sad jeg bagefter lidt forpustet tilbage. Skulle hele tiden bevare overblikket og stille skarpere spørgsmål end når noter eller båndudskrift kan skæres til. Og forsøgte hele tiden at bevare begge ben på jorden, så samtalen ikke forsvandt langt ud i cyberspace og blev uforståelig for dem, der ikke surfer på internettet flere timer om dagen.

Jakob Høyer, kultur og it-journalist på Aktuelt




[ Råmateriale / e-mails ] [ Artikel ]