Af Tor Nørretranders

Internettet udgør en kolossal udfordring til de nordiske lande. Med denne nye kommunikationsteknologi, som i de kommende årtier for alvor vil vise sin styrke, åbner sig helt enestående historiske muligheder for at skabe samfund, hvor indsamling og udbredelse af viden, holdninger og følelser kan ske på en meget mere ligeværdig måde end i dag. Internettet er begyndelsen på en kommunikationsstruktur, hvor alle får adgang til alt: Til at samle al den viden, de vil have; til at kommunikere med mennesker, uanset hvor de befinder sig på planeten og til at ytre sig til enhver, der gider høre efter. Etablerede magtcentre indenfor indsamling og udbredelse af viden vil få konkurrence og modstand. Det drejer sig om universiteter og tekniske videnscentre, som aktive grupper i befolkningen vil få helt nye muligheder for at kigge i kortene og underkaste kritisk kontrol. Når en miljøgruppe, en patientgruppe eller et lille lokalsamfund tvivler på hvad de lærde siger, vil de kunne hente informationer hjem fra hele verden. Det gælder mediekoncerner som aviser og nyhedsbureauer, som ikke længere vil have monopol på at kunne korrespondere med øjenvidner rundt på kloden. Det gælder tv-stationer, der er på vej til at uddø, fordi enhver vil kunne hente video og tv hjem, skræddersyet til egne behov, udenom en seertalsleflende tv-direktion, der søger mindste fællesnævner i form af gameshows og tåbelig tomgang. Internettet er først og fremmest interessant, fordi det i sin struktur udgør en helt ny form for infrastruktur: Alle er lige. Der er ingen central overvågning eller kontrol, ingen chefredaktør og ingen loge af indsigtsrige eksperter, der sorterer hvad offentligheden antages at kunne forstå. På Internettet kan enhver søge sig den information, der er relevante. Problemet er blot at lokalisere dem. Men i disse år udvikles søgerobotter og oversigtsregistre, der betyder, at enhver med lidt træning i navigation på Nettet kan finde frem til guldminer af viden og kunstneriske værker, hvis bare man ved hvad man leder efter. Det er Internettets store mulighed: Væk fra en dagligdag med millioner af mennesker, der glor på det samme intetsigende tv-program, væk fra en verden med monopoler indenfor viden og kyndighed, væk fra en virkelighed redigeret og tilrettet af chefredaktører og mediemoguler. Det er en revolution så omfattende, at den selvfølgelig møder modstand. I disse måneder tordner push-teknologien fremad: Der skal vælges og sorteres for folk, så de får serveret en redigeret virkelighed på Nettet og ikke længere selv skal hente informationerne frem. Telefonselskaberne udvikler nye måder at udnytte et eksisterende kabelnet, så brugerne kan få leveret fjernsyn over telefonsystemets kobberkabler. Omkostningen ved dette nye påhit, der kaldes ADSL, er, at Internettet bliver asymmetrisk: Forbrugerne kan hente store mængder information ned, men ikke sende nær så meget tilbage på Nettet. Ytringsmuligheden går fløjten og vi ender med at blive zappende sofakartofler igen. Derfor er der alvorligt brug for, at der bliver stillet krav til Internettet. Krav om bredde, tilgængelighed og interaktivitet. Hvis ikke det skal ende som en ny form for fjernsyn, er det op til brugerne at stille krav, for mediekoncernerne har det jo fint med at sælge deres redigerede virkelighedsbillede til en passiv befolkning. De nordiske lande har ikke bare flere Internet-brugere end de fleste andre lande i verden. De har også højtuddannede befolkninger med en lang tradition for bred deltagelse i samfundets forvaltning og i den kulturelle udvikling. Derfor har hele verden brug for, at de nordiske landes befolkninger retter en fælles opmærksomhed mod Internettet og stiller de krav om bredde, åbenhed og folkelighed, som vil gavne udviklingen af en af historiens vigtigste teknologier, der netop i disse år er i støbeskeen. --- Skrevet 2. september 1997 Internettets udfordring som kommentar til bladet "Natur & Videnskab" og bragt i oktober-nummeret med en anden overskrift.