Af: En landbyboers optegnelser

Af Tommy Flugt
email: flugt@post5.tele.dk

Af: En landsbyboers optegnelser Tidens slogan lyder over radioen: bæredygtig udvikling - tænk globalt - handl lokalt - grøn økonomi - økologiske produkter og produktionsmåder. Det er siden '88 understreget i regeringers handlingsplaner for miljø og udvikling. Det bæredygtige princip og den bæredygtige udvikling er endda integreret i folkeoplysningen og undervisningen på alle niveauer. Og snart sagt alle partier med respekt for sig selv og den folkelige oplysning kan fremmane et stykke papir med grønne tanker. Selv den grønne økonomi er begyndt at røre på sig uden dog egentlig at have samme succes som selve sloganet om den bæredygtige udvikling. Her bliver det straks sværere at få tanker, viden og handling til at nå sammen. Men landsbyen da, den må man da kunne enes om, den må man da kunne gøre noget ved? Der bor jo stadig nogle herude i det, der er tilbage. Blandt ca. 290.000 vestsjællændere bor tilsyneladende 80.000 mennesker i landdistrikterne, de fleste i landsbyerne. På landsplan er det kun en femtedel af befolkningen, der bor på landet, som har med landbruget at gøre. Det er blevet ensomt at være landmand i vore dage. Færre og færre beskæftiger sig med det i større og større enheder. Det ses i øvrigt på landskabet. Gårdene vokser fra landbrug til industrier. De bliver større og større. Flere og flere stalde, lader og siloer skyder op - og er begyndt at true landskabet, som ikke kan bære disse industrielle kolosser. Den debat har vi til gode. Jeg ser ud af mit vindue og lader min viden om stedet udenfor blande sig med mit syn for at konstatere, om der er overensstemmelse med radioens, avisernes og forskningens gentagne beskrivelser af udviklingen. Er det godt at bo på landet i en landsby? Er der liv og aktivitet? Fællesskab? Småt er godt - siger man jo! Jo, da - børnene har det vist nok godt, når de ikke keder sig, der er ikke så mange legekammerater her mere, og tanken om skolerne som lokale kulturcentre blev kun på papiret til en god idé. Og de voksne pendler frem og tilbage fra land til by og tilbage igen. Handlefriheden foregår i brugsen eller den lokale købmand, hvis man mangler noget, man ikke fik med hjem sidste gang, man var i byernes storcentre. Det er allerede gået ud over den lokale bager og et par andre forretninger. De er her ikke mere. Men her er dog et par haller indenfor rækkevidde og sportspladser. De udgør krumtappen i landsbylivet. Her udfolder det frivillige arbejde sig. Til festlige lejligheder kan man mødes i det stedlige forsamlingshus. Og det sker endnu at en høstfest trækker fulde huse. Også sommerens festuge på sportspladsen med udstillinger af den lokale handelsstandsforening, sportsaktiviteter og amatørrevy kan trække folk til. Men flest kommer til det årlige loppemarked, hvor foreningerne har været ude at tømme folks huse for det kommunens storskrald indsamling ikke tog, og som så senere forsøger at sælge det hele igen til de samme indbyggere i området til gavn for det lokale, frivillige ungdomsarbejde. Det giver hvert år overskud og en god del sammenhold i lokalområdet. Man mødes, snakker og oplever hinanden. Men landsbyen ligner ikke min barndoms landsby mere. Dels er jeg ikke barn mere og dels bor jeg ikke i min barndoms land mere. Jeg flyttede hjemmefra og var over storbyen efter uddannelse og kulturelt udsultet som jeg var i landsbyen, hungrede jeg efter metropolens tilbud. I en periode sugede jeg til mig, men måtte vende tilbage til den danske udgave af naturen - det kultiverede landskab. Skove, marker, morænelandskaber, fjorde, søer, åer, fiske-, fugle- og dyrelivet - blæsten, regnen og de lyse nætter for slet ikke at tale om vinterlandskabet. Alt det for at få sjælen med, at kunne fordybe sig, få ro og tid og eftertanke - og først og fremmest: for at videregive mine børn deres udgave af barndommens landskaber i et lille og overskueligt samfund, men med nogle landskabelige værdier som overordnet klangbund for deres opvækst og udvikling. Den nære kontakt med naturens årstider, dyrelivet og det lille overskuelige samfund, hvor et barn kan orientere sig og trygt gå på opdagelser! . Hvor man kan få en social indstilling til sine medmennesker og få indpodet en relationsfornemmelse som vigtigt pejlemærke for al udvikling. Nu er der gået 25 år herude og jeg savner ikke metropolen, ej heller den nærmeste købstad. Den giver mig arbejde, købstaden og lidt overordnet storindkøb, møbler, hårde hvidevarer og af og til lidt kultur: biograf, teater m.m. Jeg bruger det offentlige: bus til tiden og til døren to gange om dagen - fra og til hjemmet. Men her er nok at lave, og huset har vi lokale håndværkere til at gøre det større ved og lokal havehjælp, når det er nødvendigt. Sporten og det sociale samvær klarer lokalsamfundet til fulde. Det materielle er i et samfund som vores ikke noget problem, når man har arbejde. Den åndelige udvikling som jeg husker fra min barndom som et savn er ikke noget problem mere. Den moderne teknologi har gjort hjemmet til et kulturhus. Har mit eget bibliotek. Satellittv giver mulighed for nyheder, film og historiske udsendelser døgnet rundt. Og min opkobling på internettet lader mig besøge alverdens lande og gå i historiske arkiver, være i det kongelige bibliotek flere gange dagligt om nødvendigt. Eller bestille bøger over det lokale bibliotek. Jeg har ingen problemer med på alle tider af døgnet at orientere mig via nettet om Folketinget og samtlige ministerier eller at orientere mig i temaer, som kræver uddybning. Jeg kan til enhver tid orientere mig i mit amt og min kommune på nettet, i det omfang de er kommet med. Samtlige breve skrives nu over internettet til kolleger og venner, der er på internettet. Men jeg får stadig mine aviser af postbudet. Egentlig behøver jeg ikke aviserne, for jeg kan få alle oplysningerne på nettet. Men jeg kan godt lide det røde postbud, beklager blot han ikke mere har samme funktion som i min barndoms landsby, hvor vi kendte ham og af og til havde besøg af ham privat. Det har vi ikke i dag. Vi kan ikke engang invitere ham eller hende på kaffe, for deres rute er fastlagt pr minut. Kaffepauserne er også på landet blevet en mangelvare. Det såkaldte servicesamfund har ikke tid til at udfolde et relationsmønster, at sætte sig og snakke sammen er blevet en mangelvare. Det er en af tidens største udfordringer at få plads og tid til den gode samtale og lytten. Hvad der er godt ved at bo i en landsby, lod jeg min ældste søn give mig stikord til. Og det blev til nogle præcise iagttagelser: Her er ikke så meget os fra biler, ikke så megen larm som inde i byen. Folk kender og hjælper hinanden med det, de kan hjælpe med. Her er ikke langt til skoven, marker og søer eller fjorde. Naturen er tæt på. Man lægger mærke til nye og små ting, fx et nyt træ, der er plantet, en bænk, der er sat op, et nyt tag eller udbygning. Man ser husene an og lægger mærke til haverne. Mange huse er store parcelhuse med god plads. Der er tit store haver til husene. Det er en kvalitet at passe huse og haver. Man interesserer sig sammen for nye ting. Har tit de samme ting at gøre som andre i landsbyen fx sport, fester, sommerstævner, loppemarked m.v. Man følger med i dyrkningen af jorden, hvad der sås, hvilke afgrøder, hvordan det vokser. Også selvom man ikke direkte er involveret i det. Man lægger mærke til nybyggeri, siloer, stalde, vindmøller. Børn og voksne bruger naturen, skovene, søer, kanaler, hvor fiskeri er muligt og får derved et nært og naturligt forhold til naturen. Vinteren har sine særlige fælles gøremål, specielt kælkning på markerne er børns privilegium og skøjtning på søer og gadekær. - Men fjernsynet har trukket folk tilbage til stuerne, så de ikke ses så meget mere. Og her opdager man så nogle oplagte kvaliteter, men også den væsentligste mangel: at forny fællesskabet, at få folk til at mødes lidt tiere igen, at få dem til at komme noget mere ud af husene. Her hjælper alverdens teknologi jo ikke. Derfor må vi skabe rum til fælles udfoldelser. Gadekærsprojekter er en vej, der er prøvet. Samlingsrum og sommerstævner en anden mulighed. At skabe flere fælles rekreative rum i naturen, med bålplads, aktiviteter for børn og unge i samvær med voksne. At aktivere naturopdagelser evt. i form af naturskoler eller andre mindre ambitiøse projekter, der kunne tilpasses lokalområdet i samarbejde med børn og lokale forældregrupper. Men også at inddrage egnens forskellige ressourcer i en slags egnens tingsted, hvor børn og voksne kunne mødes og drøfte muligheder og løsninger. Der skal såmænd ikke så meget til. Afsættelse af et skov- eller strandområde fra amtet eller kommunen til lokal selvforvaltning. At lave nogle flere fællesskabsprojekter af kvalitet i lokalsamfundet, ikke som engangsbegivenheder, men som tilbagevendende traditioner, er af stor nødvendighed. I min barndoms landskab var der en årlig tilbagevendende begivenhed: majtræsstangen der skulle rejses og den lokale ringridning i den anledning. Her hvor jeg bor nu, slår man hvert år katten af tønden til hest - og alle egnens børn og unge er med hvert år i et festligt optog i hele området. Man rider rundt på heste festligt pyntet og rasler ind og synger fastelavnssange. Og mødes så om eftermiddagen på ridepladsen og ser på eller deltager aktivt. En tradition tilpasset egnen. Og som der lægges mange frivillige kræfter og organisering ind i. Noget, der er grobund for og som er vokset ud af egnens egne muligheder. Men også i dag må det være muligt at skabe grobund for kommende traditioner. Også i vort område. For et rigt samfund er først rigtig rigt, når det har uafviselige aktiviteter af kulturel åndelig art og har overstået sin materielle fiksering, som kun er en parentes (omend nødvendig) i et samfunds udvikling mod større menneskelighed, nærhed og hjælpsomhed. Måske sidder menneskene inde i stuerne og tænker ligesådan efter at fjernsynet er slukket. Man kunne måske overveje fra amtets side at gentage sin succes med Kulturens Hele Dag - ikke igen som en begivenhedskultur en enkelt gang, men som en understøttelse af børn-, unge- og foreningslivets arbejde, således at det blev en årlig tilbagevendende tradition, der fik folk af huse. Et rum hvor man satte hinanden stævne, viste sig frem, fik kreativiteten til at blomstre - og hvor man fra amtets side medvirkede til at give professionel hjælp - og hvor man samtidig synliggjorde amtets udstrækning og muligheder. På den måde ville hvert et lille lokalsamfund få mulighed for at finde sine ressourcer og særegenheder frem til gavn for fællesskabet og relationsbyggeriet. På den måde ville vi få lyst til at komme ud af vore huse og bevæge os rundt i det lokale, regionale område. Og internettet, ja det kunne jo i høj grad bruges til at kæde disse aktiviteter sammen, hvis amtet oprettede en hjemmeside for Landsbylivet i Vestsjælland, hvor forslag og aktiviteter kunne diskuteres løbende og munde ud i en slags programerklæring til beslutningsgrundlag for evt. amtspolitisk engagement. Ikke for at amtet skal overtage initiativet, men for at det skal kunne understøtte oplagte muligheder i lokalsamfundene, som ad denne vej viser reel levedygtighed. Måske skulle amtet overveje at placere nogle LandsbyNetCafeer rundt i amtet, hvor folk kunne mødes og finde ud af nettets muligheder i første omgang, for derefter at begynde at bruge det til gavn for livet på landet. Mange voksne følger jo voksenuddannelserne i områderne og er godt i gang med at udvikle sig fra materielle eksistenser til eftertænksomme individer, for hvem teknologien vil vise sig at være et redskab til udfoldelse - ikke i cyberspace - men i virkeligheden. Der skal lukkes nogle døre op, og når det er sket, kommer vi ud af husene og finder rum til fornyet samvær i landbyerne. Til gavn for livet på landet blandt menneskene. Vi ved jo dybest set godt, at det ikke er de materielle ting, vort forbrug der gør os lykkelige som mennesker. De vigtigste forhold for menneskene er af psykologisk art, altså åndelige om man vil, de drejer sig i al deres enkelthed om tilfredshed med familielivet, ægteskabet, vores børns ve og vel, samt vores tilfredshed med vort arbejde, fritiden og venskaber. Mennesket er relationsorienteret, et socialt væsen, som har det bedst i aktiv udfoldelse sammen med andre. Og så vil vi gerne afprøve vores egne muligheder, kunne udfolde os kreativt, humant og solidarisk. Dybest set er vi hjælpsomme og opfindsomme, hvis vi får lov til det. Landsbyerne har nogle af disse kvaliteter, endda så synlige, at de ikke er til at komme udenom. Her til morgen er det særligt tydeligt, at væren kommer før tvivlen i dette smukke snelandskab, belyst af den ulmende sols opgang. Himlen frostblå med tykke hvide skyer og med et strøg af solens gløder underneden; markerne udspændt af hvide driver og vejen lukket til af sne. Her nager tvivlen ikke. Her er alt ren væren. Nuet. ¯jeblikket. Tilstedeværen. Her forstummer al snak om krise, økonomi og betalingsbalance. Her er den fred og forundring som det hele handler om et øjeblik til stede. Og med den ballast stiger man på bussen klar til at gå i lag med dagens udfordringer. Men uden at glemme øjeblikkets overvældende vision - landskabets fred. Fantasiens dimension. Og ensomhedens fællesskab. Muligheders mulighed. Landsbyen som sindstilstand.