Af Søren Verup
email: svr@dr.dk

1997 blev udråbt som push-teknologiens år. Det skulle være året, hvor de kendte browsere fra Netscape og Microsoft for alvor skulle skubbe information ud til den enkelte bruger. Det lykkedes også i deres nye produkter, men i virkeligheden er det bare gammel vin på nye flasker. For oprindeligt var Internettet et pushmedie. E-mail er nemlig det oprindelig push-medie. Den første e-mail blev afsendt i 1972 og har op igennem firserne været en af de egentlige drivkræfter bag nettet. Den gang blev e-mails sendte mellem nørdede unix brugere i et relativt lille netværk. I danmark administreret af DKUUG, der senere blev til DKnet. Det var først i 1991, at www teknologien drev nettet over til det aktive surferi, som har præget udbredelsen og kommercialiseringen af nettet. Det var denne aktivitet, der begyndte at trætte, som så drev push-teknologien frem. Ideén om at de informationer, man var interesseret i kom af sig selv og ikke ved aktiv søgning. I øvrigt helt i tråd med en forudsigelig udvikling af informationssamfundet. For informationssamfundet er først en realitet, når indsamlingen af information er automatiseret og en naturlig integreret del af vores hverdag. Så selvom Push-teknologien ikke er ny, så er den fundamental for udviklingen af informationssamfundet. Næste trin må uværgeligt være push-teknologi i radio og fjernsyn, hvor radioen eller tv'et udvælger og sortere den information, som vi er interesseret i, og som vi så kan forbruge på de tidspunkter, hvor vi har tid. Det vil også være fundamentet for næste udviklingstrin - drømme- og oplevelsessamfundet. I dag noget vi skal opsøge, købe dyrt og isecenesætte for at nyde. Når det engang bliver automatiseret og lettilgængelig, kan vi bevæge os videre til næste trin. I øvrigt vil den tidsmæssige afstand mellem disse trin mindskes. Hvad der så kommer efter drømme- og oplevelsessamfundet er svært at gætte på, men mit bud kunne være et nærhedssamfund, hvor værdierne findes i det nære miljø blandt familie, venner og naboer. Et samfund, hvor vi vender os imod fremmedgørelsen og mod det kollektive. Mennesket er socialt og kræver tryghed, opmærksomhed og kærlighed. Når alle vores fysiske behov er dækket, kan der vel kun være ideén om det kollektive vel tilbage. Når der ikke længere er grund til konkurrere om de knappe resourser, kan vi vende os mod hinanden og finde ro og tilfredshed i at udvikle og styrke det kollektive, fordi vi derigennem kan finde en opgave som aldrig slutter. Måske en utopisk drøm, måske en virkelig, der venter på den anden side af årtusinde skiftet. En ting skal vi dog passe på. Den dag vi ligger ned og spiser, som romerne gjorde, så står vi foran vor civilisations afslutning. Når ugideligheden og (selv)tilfredsheden massivt indfinder sig, skal vi være på vagt.