Opmærksomhedsøkonomi

Citat fra "Stedet som ikke er" side 179.

"Pengenes magttab vil komme sig af, at befolkningerne indser, at handelen med opmærksomhed spiller en stadig vigtigere rolle i samfundet. Når det bliver klart for os, at handelen jo dybest set angår noget, som ingen andre end os selv kan tage fra os: vores opmærksomhed, begynder det måske at gå op for os, at vi ejer et stort gode af stor værdi: opmærksomhed. Ja, det største gode, man har i sit liv, er, at man har sin opmærksomhed, som man kan rette mod det, man vil. Man kan lade den flyde med strømmen af medietilbud og tivolisering, eller man kan tage magten over sin egen opmærksomhed og rette den hen, hvor man finder livskvalitet.

Tidligere var man nødt til at rette en meget stor del af sin opmærksomhed mod simpel overlevelse, fordi det krævede al ens opmærksomhed at skaffe mad på bordet. Men den automatiserede og rationaliserede produktion betyder, at vi har en masse opmærksomhed til overs, som der straks er vokset en underholdningsindustri frem for at betjene. Industrien tjener penge på, at vi køber dens produkter, men den kan kun sælge reklameplads i underholdningsmedierne, fordi vi vier dem vores opmærksomhed.

I sidste ende er opmærksomhed altså akkurat som arbejdskraft noget, man kan sælge: I øjeblikket får man gratis tv mod at se på reklamer, fremover vil man få gratis Net-adgang mod at acceptere reklamer eller gratis telefoni mod at orke at lytte på reklamespots hvert 3. minut. Den dag er ikke fjern, hvor man simpelt hen tager sig betalt for at kigge på reklamer. Det vil være et langt bedre system end det, hvor tv-stationen tager sig betalt for, at vi kigger på reklamer, for derefter at bruge pengene på lavpandet gennemsnitsfjernsyn, som ingen rigtg bliver mætte af at se på. Men perspektiverne er selvfølgelig større end som så. Når først seer-talstyranniet har vist os, at opmærksomhed er vort største gode, er det sandsynligt, at vi vil begynde at interessere os mere for de kulturer, der altid har betonet at den centrale kvalitet i tilværelsen er opmærksomhed, attention, awareness, be-here-now, mærk verden. "