Af Ole Grünbaum

Som man kunne læse i onsdags i vores søstertillæg Digitalt, kan Internetbrugere nu få udbetalt 10 øre per reklame, der bliver sendt til deres elektroniske postkasse gennem firmaet E-klame. Det bliver ingen rig af, men princippet er interessant og egentlig ganske logisk. Annoncørerne får ens opmærksomhed, og denne opmærksomhed har helt klart en økonomisk værdi. De mange reklamekroner tilfalder som regel de store medier, aviser og blade samt TV-selskaber. Disse medier får penge for reklamerne efter, hvor mange der skønnes at se eller høre dem. Begreberne er her oplagstal, seertal og for World Wide Web hits. Et medie er atraktivt for annoncørerne efter hvor udbredt det er og til hvem. Når jeg ser en reklamefinancieret TV-station, så får TV-stationen penge fra annoncørerne, fordi min opmærksomhed er penge værd. Disse penge bruges fortrinsvis til at producere TV for men selvfølgelig også til at ejerne af TV-stationen kan samle penge sammen i banken. Men det er jo egentlig mine penge, for det er min opmærksomhed, der er pengene værd. Det samme gælder, når jeg læser en avis. Her anvendes reklamekronerne til at sænke prisen på den store tryksag. Hvad nu, hvis jeg gerne vil give min opmærksomhed til nogle reklamer, men ikke gider læse avis eller se TV? Ja, så kan jeg altså nu få penge for at se reklamer på Internet. Men når der engang ad åre kommer en ny TV-teknik, hvor signalerne er digitale (computersignaler), så kan det fuldstændig registreres, hvilke reklamer jeg ser. Så kunne man tænke sig, at en vaks TV-station ville finde på at dele reklamekronerne med seerne. "For hver reklame du ser, får du 5 øre i banken!" Mon ikke det vil lokke folk til at lade være med at zappe væk fra reklamerne? Baggrunden for det her er en ny økonomi, opmærksomheds-økonomien, som jeg første gang læste om forleden i en ny bog af Tor Nørretranders, som udkommer i dette efterår, og siden har læst om i bladet Wired. Ideen er, at en økonomi nødvendigvis må være baseret på noget, der er knaphed af. I pengeøkonomien er der knaphed af penge, men de kloge hoveder siger, at den næste økonomi handler om opmærksomhed. Med et produktionsapparat, der stadig kan producere de materielle livsnødvendigheder billigere og billigere, kommer øknomien til at handle om opmærksomhed. Hvis ikke producenterne af alle de unyttige luksusartikler, som vi gerne skulle købe - og arbejde som gale for at få råd til - hvis ikke disse producenter kan få forbrugernes opmærksomhed, som der er knaphed af, så brænder de inde med deres junk. Derfor bliver reklameindustrien større og større, og folks opmærskomhed er i sandhed penge værd. Man har direkte et mål for, hvad vores opmærksomhed er værd. Det hedder eksponeringsprisen. Hvis en TV-stationen fakturerer 300.000 kroner for en reklameblok på TV på 1 minut og og 1 million mennesker ser den, så har et enkelt menneskes opmærksomhed per minut en værdi af 1 million kroner divideret med 300.000, altså 33 1/3 øre per minut. I tryksager og på Internet måler man ikke tiden, men blot det, at man køber publikationen eller ser på hjemmesiden, hvor reklamen befinder sig. Men også her måler man værdien af den menneskelige opmærksomhed. Mit spørgsmål er: Hvad er min opmærksomhed værd - for mig selv? Ikke for annoncørerne, men for mit eget liv. Det kan jeg naturligvis ikke måle i kroner og øre, men der er ingen tvivl om, at min opmærksomhed er meget værd. Sat på spidsen ville jeg nok ofre både arme og ben for min opmærksomhed. Jeg ville heller sidde i rullestol og være klar i hovedet end være i fuld vigør og totalt forvirret. Min opmærksomhed er fra fødslen af mit mest værdifulde aktiv, og at vi her ved afslutningen på det 20. århundrede nu får en økonomi, der gør min opmærksomhed til dagens hotte handelsvare, ser jeg som et tegn på, at vi nærmer os en tid, hvor det enkelte menneske mere end nogensinde må gøre op med sig selv, hvad det ønsker at leve for, dvs. være opomærksom på. Man kunne frygte, hvis det ligger til en, at vi nu går ind i en tid, hvor menneskets opmærksomhed handler om kroner og øre frem for kvalitet. Men man kunne også dagdrømme om, at opmærksomheds-økonomien vil være med til at bevidstgøre mennesker om, at deres opmærksomhed er noget værd. Og meget mere end nogle få kroner i timen. EMan kunne forestille sig en folkebevægelse i det 21. århundrede for at tager deres opmærksomhed tilbage? Det lyder vildt. Men implikationerne af opmærksomheds-økonomien er vilde nok til, at det kunne være et realistisk scenario for en ny hippie-bevægelse. --- Ole Grünbaum i Jyllandsposten 29.9.97