Af Tor Nørretranders
email: tor@stedetsomikkeer.dk

Tre indlæg (fra Paul Bridgwater, Søren Verup og Anders Fosgerau) peger på væsentlige spørgsmål i diskussionen om den fremtidige infrastruktur, hvorigennem danskere kan bruge Internettet. Paul Bridgwater skriver i sit indlæg "Angående ASML" om en assymmetrisk båndbredde, hvor folk kan hente information ned fra Nettet med større båndbredde end de kan levere tilbage, at "samme asymmetri er et vilkår for mennesket". For, som Bridgwater skriver: "Man kan læse hurtigere og mere, end man nogensinde kan komme til at skrive. Man lytter mere til andre end man selv taler." Mennesket er altså i sin kommunikationsadfærd asymmetrisk, mener Bridgwater. Men det er netop ikke tilfældet. Det er bemærkelsesværdigt, at mennesket har båndbredde til at modtage og afgive samme mængde information: Vi kan ikke læse eller lytte hurtigere, end vi kan skrive eller tale. Vi kan afgive omtrent lige så meget visuel information med vores kropssprog, som vi kan modtage. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi hele tiden taler eller skriver, for vi lytter og læser jo en større del af tiden. Men vi kunne gøre det, hvis vi ville. Det er efter min opfattelse en afgørende betingelse for kvaliteten ved nærvær: Selv om vi ikke siger noget, kunne vi gøre det. Forsamlingen vælger selv at tie stille for at høre musikken eller foredraget, men den kunne råbe mindst lige så højt som de optrædende, hvis den ville. En afgørende kvalitet ved samvær og nærvær er, at man kun lytter, fordi man har tillid til, at den anden, der taler, har noget at sige. Et afgørende kvalitetstab i massemediesamfundet er, at man er tvunget til at lytte til og glo på en masse mennesker, der optræder i medierne, men tydeligvis intet har at sige -- uden at man kan melde fra, så de kan høre det. Alment kunne man hævde, at en grundbetingelse for en "herredømmefri samtale", som den tyske filosof Jürgen Habermas har kaldt det, er at begge parter har lige meget båndbredde, men jo frit kan vælge ikke at bruge den hele tiden. Den egentlige, levende dialog -- det levende ord, som Grundtvig kaldte det -- anses af mange for en helt afgørende betingelse for demokrati og i det hele taget en afgørende egenskab ved et godt samfund. Den levende dialog består ikke i at alle involverede taler hele tiden, men at de hele tiden kunne tale, hvis de ville. Tavshed bliver således udtryk for accept af, at den anden taler; ikke et udtryk for, at man har fået skåret tungen af. I forsamlingshuset, i koncertsalen og i lænestolen med bogen vælger vi således selv at holde kæft. Min bekymring med Internettet er, at vi inden vi får set os om, får skabt en form for massemedium, hvor den enkelte kan modtage en masse, men kun give meget lidt igen. Sådanne medier har vi i forvejen, men med Internettet har vi fået den teknologiske mulighed for at skabe en herredømmefri samtale i stedet. Men vi risikerer at få en hybrid-form med en tilpas mængde interaktivitet til at vi ikke tænker over, at vi ikke kan svare igen. Søren Verup er i indlægget "Realisme ct. utopi" bekymret over, at en infrastruktur på 11 Mbps vil betyde, at det eksisterende telefonnet skal erstattes og at det bliver "et helt enormt gravearbejde at lægge alle disse ledninger ned over hele landet". Nu er en væsentlig pointe med forslaget om en samfundsmæssig beslutning om en 11 Mbps infrastruktur netop at få ryddet op i den underskov af kobberkabler, coaxialkabler, tv-antenner og paraboler, der skyder frem landet over, for i stedet at få én infrastruktur, der kan forsyne hjem og arbejdspladser med de bit, de skal bruge. Så strengt taget er det et forlag om, at få gravet én gang for alle, fordi de 11 Mbps samtidig er den mængde information et menneske overhovedet kan hente ind fra sine omgivelser og vi derfor ikke har brug for mere. Men Verup mener, at forslaget om 11 Mbps til alle "kan sammenlignes med Jacob Haugaards valgløfter om større julegaver, medvind på cykelstierne og mindre sex på lærerværelserne." Det sidste ved jeg nu ikke, men det er i hvert fald planen at lægge lyslederkabler ud til alle hjem og kontorer i Japan inden år 2010. I indlægget "Tynd agumentation for symetrisk båndbredde" bekender Verup kulør og forklarer, at han "har svært ved at se, hvorfor den almindelige bruger har brug for at sende så store datamængder, som 11 Mbps giver mulighed for, ud på nettet." Verup mener, at "kravet i første omgang må være at få tilstrækkelig båndbredde ud til brugeren så de kan se realtime video/tv." Men det behøver man skam ikke stille krav om. Det er både telefonselskaber og computerfirmaer i fuld gang med at forberede. ADSL-teknologien går netop ud på at kunne levere en gang lavkvalitetsvideo/tv over de eksisterende kobberkabler i telefonnettet. Min bekymring er lige præcis, at man dermed udnytter Internettets teknologi , der rummer mulighed for interaktivitet og ligelighed, til at levere information a lá massemediesamfundet: Brugerne kan passivt modtage en hel masse, mens de selv kun kan ytre sig ved at vælge mellem de mange ensartede kanaler. 2000 tv-kanaler og 1 fjernbetjening. Hvis man er tilfreds med det, og opfatter Nettet som avanceret kabel-tv, så er der slet ingen grund til at stille krav om noget som helst. Så skal man bare betale rette vedkommende, når tilbuddet kommer. Det gør det snart. Anders Fosgerau er i sit indlæg "Er 11 Mbit/s nok?" inde på et helt andet spor: Er 11 Mbps faktisk tilstrækkeligt til at give "den fulde oplevelse", svarende til fysisk nærvær. Han argumenterer for, at det slet ikke er tilfældet med kendt teknologi. Det er jeg aldeles enig i. Det er en hovedpointe i "Stedet som ikke er", at der er to problemstillinger: 1. Etableringen af en infrastruktur, der tillader, at vi kan modtage lige så mange bit per sekund, som vore sanseapparat henter ind fra omgivelserne, altså 11 Mbps. 2. Skabelsen af de "interfaces" (af typen skærme, højttalersystemer, belysninger, lyde, lugte og smage), som kan omsætte 11 Mbps til oplevelse. Det bemærkselsesværdige er, at en 11 Mbps infrastruktur ikke er ret langt borte i tid, hverken teknisk eller økonimisk set. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at den kommer i løbet af et par årtier under alle omstændigheder, men at det var en god idé at gøre det hurtigere, fordi Danmark derved vil få såvel en økonomisk fordel som en chance for at præge den globale udvikling med vores demokratiske tradition. Udviklingen af interfaces, der tillader at man kan omsætte "de rette" 11 Mbps til en oplevelse med fuld sansemodalitet, ligger klart nok meget langt ude i fremtiden. Man kan, som jeg gør i bogen, argumentere for, at vi aldrig vil nå frem til en sådan situation, men kun vil nærme os langsomt. Det er klart, at bare fordi høresansen har en båndbredde på 100.000 bps, betyder det ikke at en transmission af 100.000 tilfældige bit i sekundet fra en koncertsal gør det lige så sjovt at lytte til, som at være der selv. Men det betyder, at der ikke er ret langt fra en højkvalitetsradios 16.000 bit i sekundet til at opnå samme båndbredde som at være der selv. At så håndteringen af lydinformationen kræver megen omhu og omtanke, er noget høreapparatfabrikanter kan tale med om. Pointen er, at hvis man vil have den samme information fra en begivenhed, som man kunne få ved at være der selv, behøver man ikke mere end 11 Mbps. Hvis behovet er større, er det fordi teknologien er dårlig. Og det er den. For nu igen at bruge transport som analogi: Fordi man har veje til at køre med høj hastighed, er der ingen der siger at man har udviklet køretøjerne til det. Når det gælder den menneskelige organismes evne til at hente information ind fra omgivelserne, definerer den en øvre grænse for, hvad det er meningsfuldt at udveksle: 11 Mbps. Større behøver hastigheden ikke at være. En anden pointe hos Fosgerau er, at det ikke nytter, at danskere kan udveksle 11 Mbps, hvis resten af verden ikke er med. Han anfører, at UNI-C i dag ville kunne flytte bare tre gange 11 Mbps over Atlanten. Og det er jo ikke ret meget. Men eksemplet er en anelse demagogisk, for mon ikke UNI-C har en overordentlig meget større båndbredde ind og ud af landet om 10 år? Det er svært at se, at argumentet rokker ved det forhold, at Danmark ved internt at skabe en infrastruktur, som måske først er globalt udfoldet nogle år senere, ville få førnævnte forspring, økonomisk og kulturelt. Hvorfor skulle vi ikke kunne have glæde af 11 Mbps, bare fordi de andre ikke er med endnu: Alle danskere vil kunne kommunikere med hinanden på fuld båndbredde. Videotelefoni vil have så høj kvalitet som tv. Informationssøgning og dokumenthentning i forvaltningen vil kunne ske meget hurtigt og effektivt. Høring af berørte parter i sager kan gøres hurtigt og effektivt. En digital kultur og politik kan gro frem. Vi kan leve af at sælge folkehøjskoletraditionen i softwareform. --- Tor Nørretranders er forfatter og videnskabsjournalist.