Af stud.mag Mads Ole Nielsen og journalistspraktikant Søren Verup
email: svr@dr.dk

Internet i et historisk perspektiv: Verdens computere er nu sammenkoblet i netværk og tidernes videnssamlinger er digitaliseret og lagt på computere. Hvorfor nu det? Indledning Er der en strategi eller en grundliggende tanke bag Internet´s udvikling, er udviklingen af det verdensomspændende netværk udviklet, som når en tømmer bygger et hus; først fundamentet, derefter murene og et tag. En nøje planlægning er ofte garant for, at enhver enhed har en veldefineret rolle og veldefineret mål, således, at detaljer kan udarbejdes af individuelle arbejdsgrupper. Når man skal i gang med store projekter, som Internet, er det ofte bedre, når man starter fra bunden. Internet kan beskrives som mange objekter, og det er derfor mere korrekt at sammenligne Internet som en stor by, end et almindeligt hus. Det kan siges om byer, at de sjældent er opbygget fra ingen ting på en bar mark. Det er sådan, at byer vokser med historien, gennem mange små forandringer og tilbygninger. I denne artikel gives et bud på historien bag Internet. Udtrykket "Internet" For at give en sproglig præsentation af udtrykket "internet" er der to udgaver; et med lille forbogstav, som efter amerikansk forståelse og skrivemåde beskriver en samling af forbundne netværk. Eksempelvis det netværk der forbinder computerne i en virksomhed. Et bestemt "internet" beskriver en gruppe af netværk i din nærhed, hvorimod Internet med stort "I" er det verdensomspændende samling af forbundne computer netværk. Altså hvor flere internet er forbundet. Historien - fra filosofisk tanke til det verdensomspændende Internet Den Franske Filosof Denis Diderot lavede det første store leksikon i det 15 århundrede. I samme tidsperiode kom de store flere binds leksika. Disse var oplysningstidens drivkraft og var medvirkende til en radikal og revolutionerede reform af datidens viden. Leksika gav befolkningen viden om verden og afgav dermed magt fra kongen og kirken, der tidligere eksempelvis i middelalderen havde monopol på viden. Leksika fik stor politisk betydning, på samme måde som Internet har sine politiske dimensioner i dag. Så som privatlivets fred, beskyttelse af mindreårige imod pornografi og spørgsmål omkring sikkerhed vedrørende elektroniske bankforretninger samt handel. Op gennem det 1900 århundrede skete der en kraftig udvikling i verdensproduktionen af viden. Udviklingen var en naturlig konsekvens af den teknologiske udvikling af blandt andet bogtrykker kunsten, den øgede mulighederne for at mangfoldiggøre publikationer, og på denne måde lette udbredelsen af viden i alle spektre af datidens menneskevidenskaber. Den forøgede viden i verden betød, at datidens lærde ikke længere kunne mestre al viden. Videnskaben begyndte at specialisere sig. I årene mellem de to verdenskrige begyndte en række af de ledende tænkere, at overveje om det var muligt gennem specialisering og systematisk organisering af al viden i verden, at mennesket trods alt stadig kunne vide alt det, der er værd at vide. Englænderen Herbert George Wells, kendt som forfatteren af "War of the World" og "The Time Machine", var overbevist om, at manglende uddannelse og specialisering ikke gjorde "selv" veluddannede mennesker istand til at forstå verden, og at den manglende indsigt var årsagsvirkende i datidens barbarisme og gav plads i verdens historien til tyranner som Hitler og Moussillin. Wells udviklede selv ideer til et leksikon. I slutningen af 1930´erne holdt Wells i New York et foredrag om "The Brain Organisation of The Modern World". Wells forklarede tilhørerne, at i "hans" verdens leksikon der var som de allerede kendte i en ordinær forstand, men? Citat: "Et verdens leksikon er ikke længere den moderne opfattelse af en række af printede sider, som er trykt en gang for alle, men et slags metalt afklaringssted for hjernen, et depot, hvor viden, idéer kan optages, ordnes, summeres, overvejes, beskrives og sammenlignes. Organisering af leksikonet behøves ikke være samlet på et sted: Det kunne have form som et netværk, som indeholder grundmaterialet af en reel verdens hjerne." Wells forklarede aldrig hvordan "netværket" for en verdens hjerne skulle opnås, udover at det må nævnes, at det på denne tid var teknologisk muligt at lagre materiale på mikrofilm. Men han påpegede, at viden for hele verden ikke ville være meget værd, hvis den ikke var ordnet. Wells forudsagde: "Et stort antal arbejdere vil være beskæftiget med at ordne et indeks af menneskers viden samt at opdaterer denne." På rundturen til New York var Wells inviteret til frokost hos præsident, "Roosevelt". Wells forsøgte, at skabe interesse for projektet hos Roosevelt, men ikke overraskende var der større og presserende problemer, nemlig, anden verdenskrig. Wells forlod præsidenten som en skuffet mand. Tiden var udløbet for "The World Brain"; Verden blev optaget af verdenskrigen. Wells var nødt til at opgive projektet og led så store personlige nederlag, som han aldrig kom sig over. Han overlevede dog krigen, men døde i de efterfølgende år i en alder af 80 år. Wells´s drøm døde ikke med ham. I efterkrigsperioden genopstod idéen gennem personligheden "Vannevar Bush", videnskabsmand og opfinder, som var blandt andet med til at udvikle analog computere var endvidere videnskabelig rådgiver for præsidenten og her igennem direktør for "Office of Scientific Research and Development"; hvorfra han styrede de fleste af Amerikas videnskabelige aktiviteter. Et faktum var, at Bush forslog en informations lagrings maskine flere år før krigen. Det var en reol udseende enhed, som kunne lagre indholdet af et Universitetsbibliotek i et mindre rum. I starten af krigen lagde Bush projektet tilside for en kortere periode, men det lå klar til løsning af det store problem, nemlig, at håndtere stigningen i mængden af information i samfundet. I juli 1945 skrev Bush sine idéer ned i en artikel "As We May Think" for "Atlantic Monthly. Et par uger senere nåede artiklen et større publikum, da den blev genoptrykt i Life magazine. Under krigen, udviklede mikrofilm teknologien sig stærkt, og snart kunne der lagres uanede mængder af information. Med mikrofilmen, var det nu muligt lagre selv de største leksikon i et "rum" på størrelse med en tændstikæske, og et bibliotek på en million bøger kunne ligge i et skrivebord. Det var ikke længere et problem, at lagre den stigende mængde af informationer, men problemet var, at gøre dem tilgængelige. Bush ønskede, at udvikle en personlig informations maskine, som han kaldte memex: Citat: "En memex er en enhed hvor individet gemmer alle sine bøger, lister, og skriftlig kommunikation, denne er mekaniseret, således, at den kan genfinde disse med stor hastighed og fleksibilitet. Den er et supplement til ens egen hjerne. Den er indeholdt i et skrivebord, men den kan sandsynligvis styres på afstand, den er sandsynligvis del af det skrivebord, hvor man arbejder. På toppen er der en skærm, hvor materiale kan projekteres for mere behagelig læsning. Der er et tastatur, en række knapper og skrue enheder. Men ellers vil den ligne et almindeligt skrivebord. Memex én vil tillade brugeren, at bladre gennem informationen. Hvis en bruger ønsker at slå op i en bestemt bog, kan han skrive en kode på tastaturet, og titelsiden på bogen vil lynhurtigt komme til syne. Typiske anvendte koder er "mnemoriseret", således at man sjældent skal anvende sin kode bog?[hvor] Enhver given bog i ens memex bibliotek skal kunne fremskaffes og undersøges hurtigere, end hvis bogen var taget fra en reol. Det skal være muligt, at skrive noter og kommentarer? ligesom det er muligt med en fysisk bog." Ovenstående beskrivelse minder i sin struktur om vor tids navigationsværktøj til Internet; nemlig en "Browser". En Browser er et program til at bevæge sig rundt i mængden af information på Internettet. Men kan anvende billedet, at en Browser er en kikkert, hvorved man kan se rundt på de forskellige computere, der er lokaliseret på Internet. Bush var ikke helt klar over, hvordan den nye computerteknologi skulle anvendes til realisere memexén. Men han var en af de få personer, der allerede i 1945 var klar over, at computere kunne anvendes til andet end som hurtige lagringmaskiner. I de efterfølgende 20 år som fulgte efter Bush´s artikel, var der flere forsøg på at bygge en memex gennem brug af mikrofilmlæsere og simple elektroniske maskiner, men teknologien var ikke udviklet, som det Internet vi kender i dag. I 1967 skrev Bush i sin bog "Science Is Not Enough" at hans drøm om en personlig informationsmaskine stadig var i fremtiden, men inden for en overkommelig fremtid. Da han skrev disse ord, var det intellektuelle problem om at bygge en memex type som et formationssystem realiseret gennem et computer system i principielle hovedtræk løst af J. C. R. Licklider fra MIT. Licklider, direktøren af ARPA´s "Information Processing Techniques Office" , havde siden 1962 arbejdet på et projekt med navnet fremtidens biblioteker, og dedikeret sin bog "However unworthy it may be" til Bush. I midten af 1960'erne præsenterede Ted Nelson begrebet "Hypertekst" og Douglas Engelbart arbejdede med at realisere lignende ideer på Stanford Research Institute. Både Nelson og Engelbart hævdes, at være inspireret af Bush. Mens intellektuelle problemer omkring design af en memex maskine hurtigt var løst, tog det væsentligt længere tid med den fysiske teknologi - realisering af et netværk af computere. Intergalactic Computer Network Det første konkrete løsningsforslag var etableringen af et geografisk distribueret netværk af computere udviklet af Licklider i 1960 i skriftet "Man Computer Symbiosis". Citat: "Det vil være rimeligt at forudsige, at om 10 til 15 år fra nu, at "et tænke center" vil indeholde funktioner fra nutidens biblioteker sammen med forbedrede former at gemme og finde informationen på. Udviklingen viser et netværk af sådanne centre, forbundet til hinanden af store kommunikations linier og til individuelle brugere gennem lejede linier. I et sådant system, vil computernes hastighed blive balanceret, og omkostninger for gigantiske hukommelser og udviklingsomkostning for avancerede programmer vil kunne deles af antallet af brugere." I 1963, da det første ARPA-sponsorede tidsdelte computer system blev operationelt, satte Licklider et projekt i gang, som han selv kaldte "Intergalactic Computer Network", offentligt kendt som Arpanet. Motivationen for at udvikle Arpanet var af økonomisk karakter dog støtte militæret projektet, da de kunne se funktionaliteter i netværkstanken. Gennem networking af ARPA´s computersystemer, kan brugerne af de enkelte computere bruge facilliterne på de andre computere i netværket; hvorved specialiserede faciliteter kan være tilgængelige for alle, og det er muligt at sprede regnekraft udover geografiske spredte områder. Eksempelvis, en arbejdsdag et sted kan starte tidligere end et geografisk andet sted, derfor kan det med store økonomisk effekt anvende de ledige computere, der er lokaliseret andet steds. Og som døgnet går kan processen vendes. Arpanet ville opføre sig som et stor kraftværk, der samarbejder med mange kraftværker for at fremskaffe energi, hvor der er behov for den. I mellem 1963 og 1966 etablerede ARPA en række mindre forskningsprojekter for, at undersøge anvendelser af computernetværk. ARPA var ikke den eneste organisation, som sponsorede netværksaktiviter; der var flere grupper der var interesserede i netværksaktiviteter i de forenede stater, England og Frankrig og i 1966 var computer netværks tanken klar til praktisk anvendelse. Larry Roberts overtog i 1966 Arpanet projektet, og han skulle finde løsningerne på tre store tekniske problemer, før der blev etableret praktiske netværk. Den første bestod i fysisk at forbinde alle de tidsdelte computersystemer. Problemet herved var, at hver enkelt computersystem måtte forbindes til de andre computere, antallet af kommunikationslinier ville på denne måde geometrisk. Hvis 20 computere skal forbindes i et netværk vil det kræve 190 ((20*19)/2) telefonlinier. Det andet problem var, at gøre det økonomisk rentabelt at anvende dyre højhastighedslinier, der skulle forbinde de forskellige computere. Erfaringerne fortalte, at man ofte kun brugte 2 procent af kapaciteten i linierne fordi mest produktionstid blev af brugeren anvendt til at tænke, hvor linien imens stod ubrugt. Det betød ikke det store økonomisk for lokale telefonlinier, men over længere strækninger var det en dyr affære. Det tredje problem var at forbinde computer systemer af forskellige producenter og s! om havde forskellige operativsystemer, og som det havde taget mange år at udvikle. Løsningen på de to første problemer var allerede fundet. Kendt som "Gem og videre send pakke" eller "Packet-switching", udviklet Poul Baran fra RAND Corporationen i 1969 og var uafhængig genopfundet i 1965 på "The National Physical Laboratory" i England af Donal Davies. Pakke-switching konceptet er meget lig den noget ældre telegraf teknologi. I telegrafsystemet, havde ingeniører allerede løst problemet omkring, at alle byer skulle være direkte forbundne med hinanden hver især. Forbindelse opnås ved at benytte en række switching centre placeret i de større byer. Hvis man vil sende et telegram , fra by A til by B, kan det passere gennem et switching centre i by C og by D, før det ankommer til by B. Gennem de sidste årtier af det 1800 århundrede, var der ved hver switching central, når der kom et telegram med morse kode, blev det udskrevet på mosestrimmel og udskrevet til telegram af telegrafisten. Telegrammet vil blive videre sendt af en anden telegrafist til det næste switching centre. Denne proces vil blive gentaget ved hver switching central, eftersom telegrammet bevægede sig gennem landet til sit endelige mål. En fordel ved at skabe en skreven kopi af telegrammet var at der kunne laves et opbevaringssystem i tilfælle af trafikbelastning på linien, eller hvis det næste switching centre var optaget, så de ikke kunne modtage telegrammer, så kunne opbevaringssystemet beholde kopien indtil, der er plads på linien igen. Det var kendt som "gem og send princippet". I 1930?erne blev de manuelle switching centraler mekaniseret med papir båndoptagere, et modtaget telegram vil automatisk blive optaget på papirbånd og videre sendt mekanisk. I 1960?erne blev de samme funktioner computeriserede med brug af harddiske i stedet for papirbånd. "Pakke switching" var simpelthen kopieret fra telegrafteknologien. I stedet for at have hver enkelt computer forbundet til alle andre computere, bruges "Pakke switching" teknologien til at route / sende en besked gennem netværket. Teknologien løste også problemet omkring rentabiliteten omkring dyre højhastighedslinier. En bruger behøvede ikke have monopolstatus på en linie, den kunne deles. Data bliver sendt rundt i pakker gennem systemet. En pakke er som et kort telegram og hver pakke indeholder en destinationsadresse. En lang besked bliver delt op i en strøm af små pakker, som kan sendes individuelt enheder gennem netværket. Dette muliggjorde, at en enkelt computer linie kan udføre flere samtidige opgaver ved kontinuert, at sende pakker. Computerne der fungerer som switching centraler - kaldes noder i Arpanet - de modtager pakker og sender dem videre til den næste node på vejen mod målet. Computeren på destinationen slutter kæden og genetablerer den sendte besked. Det sidste problem var at få de forskellige styresystemer i netværket til at håndtere netværkstrafik. Her var det så heldigt, at de første minicomputere kom på markedet og løsningen blev "Interface Message Processor (IMP), men i stedet for at ændre den eksisterende software på hvert enkelt computer, blev der ved hver node sat en minicomputer op, IMP, som håndtere alt data kommunikations trafikken. Softwaren på de enkelte computer systemer - kaldet hosts - behøver kun ganske få og simple ændringer for kunne modtage og sende information mellem sig selv og IMP. Nu var der kun et stykke software at bekymre sig om, software for IMP´s. Nu var de grundlæggende tekniske problemstillinger løst og det første Internet lå klar i støbeskeen. Udgangspunktet i det originale netværk var at forbinde fire hovedcomputere på fire forskellige Universiteter i USA, - Universiteterne i Californien, Los Angeles og Santa Barbara, samt Universitetet i Utah og Standford, som gjorde det muligt for brugerne at dele ressourcer og information på tværs af statsgrænser. Et andet forskningsmæssigt mål med ARPANET var at udvikle et netværk, der til stadighed kunne fungerede, hvis en dele netværket faldt ud. Dette var et vigtigt aspekt, da man frygtede angreb fra russerne under kold krigs perioden. Forskningen i dette område resulterede i en række regler for brug i netværk, også kaldet protokoller, ved navnet TCP/IP [Transmission Control Protocol / Internet Protocol]. ARPANET fungerede også som "backbone" netværk, hvilket har den betydning at mindre lokale netværk kan tilslutte sig til det store netværk / backbone. Når de mindre netværk tilsluttede sig backbonenet, var effekten at alle computere var tilsluttet hinanden. Internet i tal I 1972, var der 37 hovedcomputere tilsluttet ARPANET. Det var det samme år, hvor ARPA skiftede sit navn til DARPA [Defense Advanced Research Projects Agency]. I 1973, blev England og Norge forbundet til ARPANET. I 1983, besluttede DARPA, at TCP/IP skulle være standard for computere der tilsluttede sig ARPANET. Det havde den betydning, at mindre netværk, som ønskede at benytte informationer og ressourcer i ARPANET, skulle anvende TCP/IP. TCP/IP protokollen var endvidere fri og gratis, hvilket havde den effekt, at den i stigende grad bliver anvendt i netværk og udkonkurrerer andre netværksprotokoller. Udspredelsen af TCP/IP protokollen har haft en væsentlig betydning på udformningen af det Internet, vi kender i dag. Det bemærkelsesværdige var, at mange Internationale kommunikations kommitter samtidig forsøgte, at udvikle netværksstandarder, men TCP/IP består. ARPANET forsatte med at vokse sig større. Det skete ved, at netværk tilsluttede universiteter og statslige organisationer. For at håndtere dette voksende netværk af mange netværk, splittede man ARPANET op i to netværk i 1983. ARPANET - forsatte med at være et forsknings- og udviklings netværk og MILNET - Et uklassifiseret netværk reserveret kun for militære sites. Formålet for MILnet som er militært udviklingsprojekt, var at udvikle og opbygge et netværk så stabilt, at det kunne fungere i krigssituationer. I dag bliver Internet styret og udviklet af civile organisationer, og militæret spiller ikke længere nogen bestemmende rolle. I 1972 blev den første e-mail sendt, denne blev introduceret af Ray Tomlinsom, men der går over 10 år før e-mails slår igennem for alvor i Danmark. I 1989 var der over 10.000 værtscomputere tilsluttet Internet, kaldet netværknes netværk og i 1996 er der ca. 40 millioner Internet brugere og i 1998 forventes 150 millioner Internet brugere. Hvis den nuværende vækstrate forsætter (hvad den naturligvis ikke gør), vil hele verdens befolkningen være på Internet i år 2001. Internet er klart mest udbredt i USA, det anslås, at 50 procent af alle ressourcer tilkoblet Internet, findes i på det amerikanske kontinent. Resten findes hovedsageligt i Europa og Japan, men Internet findes på alle kontinenter. Internet - Danmark I Danmark starter Internet omkring 1982 hvor der stiftes en forening med navnet DKUUG som står for "Danish UNIX systems User Group", en forening, der stadig eksisterer, og har til formål at fremme brugen af åbne systemer med udgangspunkt i UNIX operativsystemet. I 1983 som var året for indførselen af TCP/IP protokollen, gav den et reglsæt for kommunikation på Internet. Det næste omdrejningspunkt for Internet sker i 1991, hvor WWW (World Wide Web) udvikles i CERN i Schweiz. I forbindelse hermed får DKUUG til opgave at administrere dk zonen. En opgave, som stadig varetages af DKnet hostmaster, den går ud på at holde rede på alle de Internet adresser, der ender på: ".dk" I 1994 udskiltes DKnet som selvstændigt selskab fra DKUUG, og DKnet blev opkøbt af Tele Danmark koncernen mandag den 5. februar 1996 som er det samme tidspunkt, hvor Tele Danmark Internet opstår på baggrund af en sammenlægning af Diatel og DanaData´s Internetdel. Og samtidigt udsendes Cd-rom produktet Opasia, som skal få danskerne på Internet, i denne forbindelse tager Tele Danmark Internet omkring 70 procent af det private Internetmarkedet. Ved årsskiftet 1997/98 har Tele Danmark Internet 160.000 kunder og cirka 60 procent af det danske Internet marked. Tilslutning, er egen gevinst Internet anvendes i dag hovedsageligt til, at se på hjemmesider på Internet (50 %) og til e-mails (40%), og næsten lige så mange ser nyheder fra pressen. Adgangen til databaser er den fjerde mest populæreste anvendelse af Internet. Hvis man undrer sig over Internet´s vækst og forsøger at finde en rationel forklaring, må den være at tilslutte sig er til egen gevinst. Det er en positiv skrue, jo flere der tilslutter sig, jo større værdi, er det at tilslutte sig. Det er værd at bemærke, at Internet ikke er den fysiske realisering af Wells´s World Brain, eller Bush´s memex, men mere og mere materiale bliver digitaliseret og lagt på Internet. Imens surfer danskerne på Internet for kikke i elektroniske blade, ser trailere for de nye biograf film, forbereder sig på elektronisk handel, dog er der mange, der mister modet, når de skal finde de spændende sider, i Internet´s tusinder af sider. Der er åbenlyst, at der er meget information på nettet, især for dem, der er lidt nørdede, men for den almindelige dansker kan det dog stadig være svært, at finde noget af relevans. Men det er der.!