Af Sune Johansson

Der er mange, der i mange år har postuleret, at Internettet er det fremmeste redskab til en fornyelse og en forbedring af demokratiet. Forskningsministeriet mener fx i en af sine utallige redegørelser, at der med udbredelsen af internettet er blevet sat en ny demokratisk dagsorden. Al Gore proklamerer demokrati, frihed, fred og fordragelighed i vor tid i en rapport om den globale informations-infrastruktur (GII) og Alvin Toffler skrev allerede i 1970 om "the encouraging fact that we now have the potential for achieving tremendous breakthroughs in democratic decision-making if we make emaginative use of the new technologies (...) Thus, advanced telecommunications mean that participants in a social future assembly need not literally meet in a single room, but might simply be hooked into a communications net that straddles the globe". Jeg hoppede selv med på vognen i 1993 og har lige siden prædiket for de få, der gad at høre på det, om Internettets demokratiske potentiale. Jeg har dog, siden de gyldne dage i 1993, måttet sande, at et sådant potentiale ikke bare lige er til at realisere. Der er en masse men'er. For det første er det ikke helt entydigt, hvad demokrati er for en størrelse. Der er en liberal tradition, der lægger vægt på lighed for loven og individets frihed; der er en republikansk tradition, der lægger vægt på samfundskontrakten og demokratiets opdragende funktion; og så er der en socialdemokratisk tradition, der lægger vægt på økonomisk lighed og social sikring. Ud over det er der et hav af andre fortolkninger af demokratibegrebet. Desuden er der mange forskellige måder demokratiet kan komme til udtryk på: Gennem valghandlinger, dialog, mødedeltagelse, frivilligt arbejde, organisering i pressionsgrupper, diskussionerne over middagsbordet osv. For det andet er der spørgsmålet om det er teknologien, i sig selv, der muliggør dette potentiale. I et nyligt publiceret studie ("Konstruktionen af den gode dialog", udgivet på Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut i 1997) forsøger jeg, sammen med en kollega, at vise, at det er sammenstødet mellem forskellige fortolkninger af teknologien der får den til at se ud som den gør. Vi fandt ud af, at der er fire dominerende og meget åbenlyse fortolkninger: Internettet er nøglen, Internettet er et neutralt værktøj, Internettet er en vare og internettet er farligt. Vi fandt også ud af at den ene fortolkning ikke er mere rigtig eller forkert end den anden. Vi kan så at sige tale om Internettet som mindst fire forskellige slags teknologier. Ihvertfald på det nuværende udviklingstrin. Senere vil vi måske opleve, at en fortolkning bliver den dominerende. Andre studier af teknologisk udvikling, fx cyklens udvikling, viser hvordan fortolkningerne gennemgår en stabiliserings- og en lukkeproces, så der på et tidspunkt er bred enighed om, hvordan en given teknologi skal fortolkes (teknologien bliver en såkaldt black box). Det vi kan se foregå lige nu omkring internettet er en kamp om hvilken fortolkning der skal vinde. Tor Nørretranders bog, "Stedet som ikke er", er et bidrag til fortolkningskampen. Carsten Graffs bog, "Samtaler med et træ", er et andet, der går i den modsatte grøft. Det er meget svært at holde en diskussion om internettets demokratiske potentiale i gang, når vi ikke er sikre på hvilken form for demokrati og hvilken teknologi vi egentlig taler om, men det er jo samtidig det, der gør det interessant. Min holdning er, at det egentlig ikke er selve teknologien der er interessant, selvom jeg åbent vedkender mig min populærvidenskabelige teknologi-fascination (er der noget bedre end at se en rumfærge-affyring fra Kennedy Space Center, eller de første billeder fra Mars live på CNN?). Det der er interessant, ihvertfald i en demokratidiskussion - og det der kan muliggøre at nettet får et demokratisk potentiale, er organiseringen omkring teknologien: Forskerne, politikerne, administrationen, salgsapparatet og brugerne/borgerne/klienterne. Så længe den udbredte holdning i samfundet er, at teknologien er noget der kommer ude fra, og hvis udvikling det ikke går at kontrollere eller påvirke, så er det svært at skabe en kritisk masse, der kan rejse sig og kræve 11Mbit til folket, eller hvis man står i den anden grøft, al Internet-trafik ud af landet. Hvilket bringer mig til et tredje "men" i diskussionen om Internettet og demokrati: Deltagelse. Demokrati handler bl.a. om deltagelse og indflydelse. Hvis man skal gå helt ned på individ-niveau, så handler demokrati om, at man kan deltage i udformningen af og har positiv indflydelse på sit eget liv. På et lidt mere overordnet plan handler demokrati om, at man både har ret og pligt til, gennem deltagelse, at forme rammerne og vilkårene for det samfund man er en del af, hvad enten man føler sig som en del af den globale landsby eller blot føler sig som en del af den lokale landsby. Deltagelse er en minimumsforudsætning for demokrati. Man kan ikke have demokrati uden deltagelse, men man kan godt have deltagelse uden at have demokrati. Jeg har på fornemmelsen, at Tor Nørretranders mener, hvis man skal skære det lidt groft ud, at den hellige grav er vel forvaret hvis blot muligheden for demokratisk deltagelse er til stede gennem udbredelsen af Internet. Mit problem med det er, at man kan have nok så mange åbne linier til politikerne og nok så meget åbenhed i forvaltningen, men hvad hjælper det, hvis ingen bruger denne åbenhed, eller hvis åbenheden bliver brugt, men ikke afføder nogen indflydelse? Eller hvis deltagelsen på nettet afføder ekstraordinær indflydelse, hvordan sikres det så, at alle har lige adgang (både fysisk adgang, men også uddannelsesmæssig [en funktionelt analfabet kan godt sætte et kryds på en stemmeseddel, men næppe betjene en computer]) til denne form for indflydelse (set ud fra et lighedsprincip, som også er et demokratisk kerneomdrejningspunkt)? Traditionelle valghandlinger sikrer lighedsprincippet i forhold til adgang og de sikrer at man har indflydelse, men deltagelsen er ikke garanteret. Hvis folk bliver hjemme fra et valg, hvad er et valg så værd? På samme måde med Internettet, så må man spørge sig selv hvad det er værd som et demokratisk redskab, hvis deltagelsen ikke afføder indflydelse og hvis der ikke er lige adgang? Man kan mange ting på nettet, man kan indsamle og formidle informationer og man kan indgå i meningsfulde debatter, men hvilke strukturer sikrer, at det der sker på nettet rent faktisk har betydning for det der foregår uden for nettet. Der findes et utal af eksempler på (myter om) hvordan nettet har gjort de hierakiske strukturer fladere og hvordan undertrykte befolkningsgrupper har brugt nettet til at bryde isolationen, og der findes lige så mange historier om hvordan nettet er perfekt til overvågning og inddirekte kontrol. For mig at se, så er det afgørende ikke hvilke af disse historier vi vælger at tro på, men hvordan vi får skabt en tillid til, at det er os der kan gøre en forskel. Det er vores kollektive valg, der er afgørende for om nettet er det ene eller det andet, om der er et demokratisk potentiale eller ej. Det er også det Tor Nørretranders lægger ud med at sige, men senere glemmer i sin argumentation.