Af Tor Nørretranders

Påstanden om, at Internettet kan fremme en demokratisk udvikling, mødes ofte med skepsis, fordi den forstås som en påstand om, at Nettet pr. automatik skulle skabe demokrati. Det er naturligvis ikke tilfældet. Demokrati skabes af mennesker, ikke af maskiner. Men maskiner kan ændre styrkeforholdet mellem de mennesker, der vil en demokratisk udvikling, og de mennesker, der ikke vil. De følgende noter peger på egenskaber ved Internettet som teknologi, der fremmer demokratiske muligheder. Strukturelle Konsekvenser Konnektivitet Internettet fremmer en demokratisk udvikling i verden ved at gøre det vanskeligere at regere ikke-demokratiske samfund, hvor borgerne er lukket inde fra omverdenen. Det skyldes Internettets konnektivitet, altså forbundetheden, der betyder at en lang række punkter på planeten er koblet sammen på en måde, der ikke kan kontrolleres fra ét bestemt sted. Internettets karakter af distribueret netværk modvirker derfor muligheden af at opretholde totalitære regimer og lukkede samfund. Pointen angår også samfund som det danske, der trods en overordnet og principielt demokratisk struktur rummer lommer af tillukket ekspertise, som det bliver vanskeligere at holde lukkede mod omverdenens interesse. Symmetri Internettet udgør i dag en symmetrisk kommunikationsstruktur, hvor den enkelte bruger kan sende lige så meget information, som hun kan modtage. Denne symmetriske båndbredde åbner store muligheder for at sikre en reel ytringsret for alle og for at skabe en mere interaktiv forvaltning af samfundet. Denne pointe angår især samfund som det danske, hvor demokratiet fungerer, men ikke fungerer godt nok, fordi store dele af befolkningen kun følger den politiske proces som passive iagttagere. Nomadicitet Internettets teknologiske udvikling går i dag i en retning, der fremmer bred tilgængelighed, uanset fysiske og sociale handicap. Årsagen er ironisk nok at elitebrugerne, f.eks. erhvervsfolk, stiller krav om at Nettet bliver præget af nomadisk teknologi, altså teknologi, der kan bruges overalt hvor man kommer frem, uanset om miljøet er støjende, umuliggør brugen af synssansen eller kræver at ens koncentration er rettet et andet sted hen. Det betyder i praksis, at også mennesker med handicap og mennesker med lille uddannelse får mulighed for at være med. Ikke fordi eliten er flink, men fordi kravet om at teknologien kan bruges i alle mulige sammenhænge også gør den tilgængelig for mange mennesker. Her er tale om en teknologisk udviklingstendens, ikke om en fuldbyrdet kendsgerning. Men det morsomme er, at selv om denne demokratisering af mediet i og for sig er en uønsket konsekvens af en teknologisk udvikling, har eliten faktisk en interesse i at få bredden med på netværket. Det skyldes en interessant lovmæssighed ved netværk, Metcalfes lov. Internetpioneren Bob Metcalfe har formuleret en lov, der fortæller, at værdien af et netværk vokser med kvadratet på antallet af brugere. Hvis der er 1 bruger, er værdien 1. Hvis der er 2, er værdien 4. Hvis der er 10, er værdien 100. Hvis der er 100, er værdien 10.000. Og så fremdeles. Det er sjov at have en telefon, men kun hvis andre også har en. Jo flere, der har telefon, des sjovere og mere nyttig er den. (Det tilsvarende gælder ikke mange andre forbrugsgoder. Det bliver ikke sjovere at have bil, fordi alle andre har én, snarere tværtimod.) Derfor har eliten en interesse i at bredden kommer med, lige som de rige lande har en interesse i at de fattige kommer med. Der kan altså være grund til at yde en form for Marshall-hjælp til udviklingslandene, hvor de rige lande skænker dem en infrastruktur, for at få nogen at udveksle kultur med. Konkrete muligheder Internettet skaber mulighed for en mere decentral og flad samfundsstruktur præget af mere interaktivitet, bedre geografisk spredning og større borgerindflydelse. Interaktivitet En genoplivning af det interaktive element i det repræsentative demokrati er hårdt tiltrængt. Den politiske proces og det repræsentative demokrati, hvor folket vælger repræsentanter til i en periode at træffe beslutningerne for sig, var oprindelig baseret i en decentral, interaktiv politisk kultur -- vælgerforeninger, forsamlingshuse, lokalaviser -- der i dag er erstattet af landsdækkende massemedier som tv og landsaviser. Forbindelsen mellem den enkelte parlamentariske repræsentant og baglandet er således forsvundet samtidig med at partiernes politik i stigende grad formuleres og håndhæves af de få politikere, der er kendt fra de store medier. Det enkelte folketingsmedlem har således mistet kontakten til både top og bund: Uden indflydelse på den storpolitiske proces og uden kontakt med vælgerne. Samtidig er tærsklen for at ytre sig i medierne steget voldsomt, fordi de mange små, lokale medier er væk. Her rummer Internettet potentielt en mulighed for at give den enkelte borger ytringsretten tilbage og for at skabe interaktivitet. Men det sker selvfølgelig kun, hvis folk vil have det. Det er således en restaurering af den demokratiform, der udfoldes i Danmark, der skal på dagsordenen. Hvilken form en sådan restaurering skal tage, er der mig bekendt ikke nogen særligt overbevisende bud på. Ofte nævnes muligheden for løbende elektroniske folkeafstemninger. Denne model er ganske problematisk, fordi begrebet folkeafstemning ikke bare handler om, at alle stemmeberettigede får en chance for at give deres besyv med, men måske mest af alt om en samfundsmæssig opmærksomhed i perioden frem mod afstemningen, hvor temaet er på alles læber. En mere effektiv afvikling af en folkeafstemninger gennem elektronik betyder således ikke i sig selv nogen forbedring, og en forværring, hvis det sker på bekostning af den fælles opmærksomhed. Og sådan vil det jo gå, hvis man holder syv "folkeafsteminger" om måneden. Muligheden for relativt ubesværet høring af befolkningen i en sag, er altså ikke noget man skal tænke på som en folkeafsteming, for en sådan vil kræve så meget aktivitetet at selve stemmeafgivningsmetoden, elektronisk eller ej, under alle omstændigheder er en biting. Man skal snarere tænke på muligheden for at i en sag høre alle berørte parter, f.eks. alle medlemmer af en fagforening, en grundejerforening, en sejlklub eller forældrene i en børnehave. De elektroniske muligheder åbner for en glidende overgang mellem de to ekstremer, der i dag er til rådighed for den politiske proces: folkeafstemningen eller paralamentsafstemningen. Det bliver muligt for Folketinget at have en langt mere nuanceret forståelse af, hvad berørte grupper mener om en sag. Tilsvarende vil forvaltningen på alle niveauer have mulighed for at høre parterne i en sag. Men det betyder natuligvis ikke, at vi i dag véd, hvordan et sådant demokrati vil se ud. Som alt andet i samfundet vil det kræve eksperimenter, erfaringer, fejlslagne forsøg og megen forvirring, før det bliver klart, hvor stor glæde man kan have af f.eks. elektroniske høringer og rådslagninger. I Schweiz udfoldes folkeafstemingsmekanismen meget hyppigt og tilsyneladende velfungerende i den politiske hverdag. Åben forvaltning Lige som det eksisterende parlamentariske demokrati er vokset ud af en virkelighed, der ikke længere eksisterer, foramlingshusdemokratiet, er den nuværende forvaltningspraksis vokset ud af en teknologisk virkelighed, der ikke længere eksisterer: Carbon-kopiens virkelighed. I gamle dage kunne et dokument kun eksistere i ét eller få kopier, fordi kopimetoden bestod i at skrive dokumentet på flere ark papir samtidig. Hvert ark papir fik et "gennemslag", fordi der var placeret et stykke sværtende carbon-papir mellem arkene. En sagsakt bestod altså af nogle enestående dokumementer, der kun kunne befinde sig ét eller nogle få steder ad gangen. De måtte ligge hos den sagsbehandlende fuldmægtig, indtil han havde truffet en afgørelse. I den digitale verden er der ingen forskel på at lave ét eller en million eksemplarer af et dokument. Der er ingen som helst grund til at sagsakterne skal ligge og vente i en bunke hos fuldmægtigen, så de berørte parter først får en orientering, når sagen reelt er afgjort. Forvaltningen er bygget op omkring et "enkelt-kopi paradigme", hvor en sags dokumenter udgør en fysisk størrelse, som det kræver dyrt papir, dyre kuverter og dyre frimærker at distribuere til de berørte parter -- selv i fotokopiemaskinens tidsalder. Bemærk at en udvikling hen imod en distribuering af sagsakter under sagsbehandlingen vil give alle parter i sagen langt bedre tid til at se på den. Det vil altså ikke medføre en acceleration i hastigheden af sagsbehandlingen, snarere bedre tid til overvejelser. Ikke mindst miljø- og energibevægelsen har demonstreret, at adgang til dokumentation og viden ofte er det centrale i en politisk strid. Centraladministrationen og industrien har tidligere haft enorme fordele i adgangen til effektive dokumentationssystemer, som befolkningen ikke kunne anvende. Internettet betyder ikke at al denne dokumentation automatisk bliver tilgængelig (selv om det er teknologisk muligt og dermed meningsfuldt at rejse som politisk krav). Men Internettet betyder, at det bliver mange størrelsesordener lettere for en dansk miljøgruppe at hente oplysninger fra miljøgrupper, myndigheder og industrier i udlandet, som kan levere den dokumentation som en dansk myndighed eller industri ikke vil rykke ud med. Muligheden for at checke lokal ekspertise vokser meget voldsomt. Det er i sidste ende igen Internettets konnektivitet, der her bliver afgørende. Geografisk spredning Tilsvarende vil denne lettere adgang til sagsakter og dokumentation skabe en langt større geografisk lighed, selv i et lille land som Danmark, fordi man ikke behøver at flytte sig fysik for at læse en carbon-kopi af et dokument. Demonstrationer behøver ikke at foregå på Christiansborg Slotsplads. Den lettere adgang til udveksling af information gælder altså begge veje: Beslutningstagere -> Befolkning Befolkning -> Beslutningstagere Beslutningstagerne kan lægge deres viden og grundlag ud til befolkningen. Befolkningen kan melde tilbage, hvad den synes. Beslutninger Men alle disse muligheder skal naturligvis fremmes, før de kan blive til virkelighed. Især Internettets symmetri er truet af, at vi i løbet af 1998 vil blive tilbudt asymmetrisk Internetopkobling gennem teknikker som ADSL, der tillader at man kan hente information fra Nettet på en ret høj båndbredde (Megabit per sekund), men kun sende meget lidt tilbage. Som overgangsløsning kan en sådan asymmetrisk løsning være vanskelig at sige nej til for den enkelte forbruger, men i et samfundsmæssigt perspektiv er det på længere sigt en dårlig løsning. En national infrastruktur, der giver alle borgere og arbejdspladser adgang til en høj, symmetrisk båndbredde på 11 Megabit per sekund (se "Stedet som ikke er" og diskussionen på denne hjemmeside for nærmere argumentation for dette tal) er teknologisk set realistisk, økonomisk set mulig (som stor samfundsmæssig investering), erhvervspolitisk set hensigtsmæssig og demokratisk set ønskelig. Men det er soleklart, at store erhvervsgrupper vil stritte imod, fordi de ernærer sig ved at udbyde det eksisterende virvar af kobberkabler, parabolantenner, kabel-tv osv. Men en beslutning som en national infrastruktur vil indebære meget store perspektiver for udfoldelsen af de demokratiske muligheder i Internettet. Udfordringer Der er tre store udfordringer i forbindelse med Internettets udvikling og anvendelse til at fremme demokrati: den nordiske, den europæiske og den globale udfordring. Den nordiske udfordring Denne udfordring angår skabelsen af en model for demokratisk udnyttelse af netteknologi. Få lande i verden har flere Internetbrugere, end de nordiske. Få lande har en mere rodfæstet demokratisk tradition. Få lande har mere veluddannede befolkninger. De nordiske lande har derfor helt særlige muligheder for at præge brugen af Internettet i demokratisk retning, dels for selv at drage fordel heraf, men også for at skabe et alternativ til den anvendelse, der vil vokse ud af mere autoritære og elitære samfund som det amerikanske og japanske. Den europæiske udfordring Selv om det europæiske kontinent er demokratiets arnested, er det repæsentative demokrati under afskaffelse i Europa. Årsagen er den Europæiske Union, der drives som en klub af regeringer, der træffer afgørelser uden at stå direkte til regnskab overfor noget vælgerkorps. De enkelte regeringer står selvfølgelig til ansvar overfor deres lokale parlament og lokale vælgerkorps, men de vil altid kunne undskylde en upopulær beslutning med, at de blev nedstemt af de andre regeringer. EU er altså opbygget ud fra en konføderal model, hvor det er regeringer, der samarbejder, snarere end en føderal model, hvor det er folkeslag, der samarbejder. Ordet "føderal" er upopulært i den danske politiske debat, fordi det har en klang af Europas Forenede Stater. Problemet er imidlertid, at EU forlængst på en række områder er blevet den reelle beslutningstager, men uden noget folkeligt mandat. Men udviklingen af et egentligt europæisk parlament, som EU-toppen kan stå til ansvar overfor, fordrer skabelsen af en egentlig eurpæisk offentlighed. Altså en politisk debat, der foregår over hele Europa og med grupperinger, der samler sig nok så meget efter anskuelse som efter geografisk tilhørsforhold. Skal der skabes et sådan europæisk offentlighed, forekommer Internettet og computerteknologi at være en oplagt støtte, fordi det bliver billigt og let at kommunikere over store afstande og fordi sprogbarrierer kan blive nedbrudt, når man om få år har teknologi til rutineoversættelse af tekster. Men teknologien muliggør kun skabelsen af denne offentlighed. Det afgørende er, om befolkningerne kræver det og faktisk udfolder et politisk liv på tværs af de gamle landegrænser. Alternativet er, at EU tromler videre som konføderation og dermed at befolkningerne i stigende grad føler sig udenfor den politiske proces. Deres eneste mulighed vil være at vælte regeringen (men hvad hjælper det?) eller at melde sig ud af EU. De kommende år vil formentlig rejse den problemstilling med stigende styrke. Og regeringerne vil ikke støtte befolkningerne i, at der er et problem. Den globale udfordring Der er ikke givet, at enhver egn af kloden skal igennem en udvikling med sværindustri, storbyer, massebilisme og tungmetaller. Muligheden foreligger for at springe industrisamfundetover i de "randområder", der i dag ikke er industrialiserede, men får en chance for at koble sig på en økonomi, der i stigende grad vil foregå over kommunikationsteknologier. Etableringen af globale netværk kan betyde, at disse områder har lige så gode kommunikationsmuligheder som andre egne af verden. En afgørende forudsætning for, at "randområderne" har noget at byde på i en økonomi der handler om kommunikation og budskaber, vil være at de bevarer deres kultur og elementer af deres samfundsform. At de altså ikke går efter jakkesæt og dollargrin, men tør være sig selv. Politisk vilje Men vil vi så det? Vil vi et decentraliseret, interaktivt demokrati, der udfolder sig i en verden af åbne kulturer, hvor der fortælles historier, leveres undeholdning og cybersnilde frit over grænserne og mange af ens daglige bekendtskaber kommer fra helt andre kulturer? Bedømt ud fra responsen ved foredrag over ovenstående synspunkter, må man nok sige, at det er tvivlsomt hvor stor lysten er. Mange siger: "Vi vil ikke have decentralisering; vi vil ikke hente vores information selv; vi vil have en TV-Avis, der fortæller os hvad vi bør vide." Og så er den politiske debat kommet igen i Danmark -- efter adskillige årties politisk tomgang, hvor partierne satte det nære samfund på programmet, mens de skændtes om nationaløkonomiske teknikaliteter, og de virkelig store politiske afgørelser (EF/EU, indvandrerpolitik og privatiseringer) blev truffet med en befolkningen som uvidende tilhørere. Masser af partier har decentralisering på dagsordenen. Det lyder jo godt og det gik let, så længe det ikke var muligt at decentralisere. Men nu er muligheden der. Den politiske debat kan begynde: Vil vi, tør vi, kan vi forvalte vores eget liv og samfund? Det kan forekomme at være en faretruende og ubekvem situation. For det besværlige ved frihed er, at den følges af ansvar.