|
Hvad er demokrati? Det er der selvfølgelig ingen enighed om i
et demokrati, men det er i hvert fald en hel masse mere end parlamentsvalg
hvert fjerde år. Sune Johansens indlæg "Internettets demokratiske
potentiale?" er et fint bidrag til debatten, men er svært at blive
klog på, hvis man spørger, hvad det foreslår én at gøre.
Jeg er selvfølgelig helt enig i, at demokrati forudsætter en demokratisk
sindet befolkning. Det er således ikke særligt præcist, når Sune
Johansen skriver, at : "Jeg har på fornemmelsen, at Tor Nørretranders
mener, hvis man skal skære det lidt groft ud, at den hellige grav
er vel forvaret hvis blot muligheden for demokratisk deltagelse
er til stede gennem udbredelsen af Internet." For det skriver
jeg jo ikke og jeg mener det heller ikke. Hvad jeg skriver er,
at der i Internettets teknologi ligger et potentiale, som det
ville være klogt at udnytte. Hvis ikke det bliver udnyttet, får
vi heller ingen glæde af det.
Men stadigvæk: Hvad er demokrati? Her følger et bud:
Tågen var ud på eftermiddagen ved at lette. Den havde bekymret
skibsføreren på det lille fiskerfartøj siden vi om morgenen havde
forladt den lille teltlejr på bredden, for at begive os ud til
den lille ø midt i den mægtige sibiriske Bajkal-sø, hvor vi kunne
få et forsigtigt kig på den sjældne sæl, der findes i denne underskønne
sø, der har et omfang som et mellemstort hav. Bestanden af Bajkal-sæl
så ud til at have det fint.
Men tågen var blevet til regn, da vi sent på eftermiddagen ankom
til den lille strand, hvor vores småtelte i et par dage havde
dannet boplads for en lille gruppe ud af en større karavane af
biologer, miljøkyndige, musikere, teaterfolk, gøglere, billedkunstnere
og tolke, der i sommeren 1990 var blevet inviteret til Bajkal,
for at hjælpe de spirende lokale miljøgrupper med at skabe bevidsthed
om de begyndende forureningsproblemer i verdens største sø.
Den svalende sommerregn var umiddelbart en lise i det lumre sibiriske
fastlandsklima, men da vi steg af kutteren og atter stod ved teltene
på den smukke øde strand, der ikke havde haft besøg af vesterlændinge
i det meste af et århundrede, indså vi problemet: Petrines fødselsdag!
Vi havde inviteret fiskerne og os selv på fødselsdagsfest samme
aften, men der var ingen af teltene, der kunne rumme et fødselsdagsselskab
på 15 personer. Måske kunne vi under paraplyer over bålet klare
at stege fangsten af den delikate lokale Omul-fisk om til herlige
fiskeboller, men vi kunne ikke feste under åben himmel i juli-regn.
Men dér! Ikke langt fra teltlejren, for foden af de mægtige bakker,
der rejste sig fra Bajkals bredder, lå et gammelt fiskerhus, ganske
vist uden vinduesglas og døre, men immervæk et hus med et tåleligt
tag og fire vægge.
En nærmere inspektion afslørede, at det forladte fiskerhus fortsat
tjente en funktion: Gulvet var overdænget med et mange tommer
tykt lag af tørre kokasser. Kreaturer, der græssede på bredden,
afleverede åbenbart lejlighedsvis deres nødtørft i huset.
Vi havde hverken skovle eller spader, men ompakkede provianten,
så vi kunne flå et par papkasser om til skovle- og skrabeværktøjer.
I løbet af et par timer havde vi fået ryddet gulvet så nogenlunde.
De flossede vægge blev dekoreret med trækul og et par cargo-kasser
kunne bruges som borde og bænke. Vi havde lidt lys og fakler (hvorfra
husker jeg ikke) og fik stablet en tåleligt Omul-måltid på benene,
selv om der gik mange dage før jeg kom mig over det hold i ryggen,
man kan få sig i gennemtrækket under en fødselsdag i et hus uden
vinduesglas, en julinat ved Bajkal.
De lokale var begejstrede for festen, men havde ét spørgsmål:
"Hvordan kan man bare gøre sådan?"
Vi svarede: "Der er jo ingen, der bruger huset. Når vi er færdige
efter festen er det betydeligt lettere at bruge for de næste,
der kommer forbi. Ingen har mistet noget."
De lokale kunne ikke forstå det. Det var jo statens hus. Ingen
brugte det, hvordan kunne man så bare gå ind og gøre det rent
og bruge det? Ingen havde bedt os om det. Nej, svarede vi, men
vi havde brug for det - og generede ingen ved at bruge det.
For de sibiriske fiskere var en sådan form for selvorganisering
en by i Jylland. Gennem generationer havde det sovjetiske samfund
lært borgerne, at man ikke gjorde noget på egen hånd. Lejlighederne
i de trøstesløse betonblokke i storbyen Ulan Udé, hvor den samlede
delegation havde hovedkvarter, var smukt indrettede små hjem.
Men opgangene! De lignede noget fra den dybeste slum.
"Hvorfor ligner Jeres opgang et bombekrater, når I gør så meget
ud af at indrette lejlighederne," spurgte vi. "Det er jo statens,"
svarede de. Opgangene var statens ansvar. Ikke beboernes. Og man
tog ikke initiativ til at gøre noget, som man ikke havde fået
besked på. Hverken derhjemme eller i en teltlejr.
Demokrati er ikke en samfundsform, der kun udfolder sig hvert
fjerde år, når der er valg til parlamentet. Demokrati er en samfundsform,
der afspejler sig hver eneste dag i hver eneste borgers forhold
til sit eget og andres liv.
Demokrati handler om tolerance, accept af magtens legitimitet,
respekt for mindretal og respekt for lovgivningen. Som borger
i et demokrati udtrykker man hver eneste dag - aldeles uden at
tænke over det - den holdning, at man kan gøre hvad man vil, bare
man ikke generer andre og at landet har love, som dels udøves
af myndighederne, dels er gået så dybt i blodet på borgerne, at
de mestendels regulerer sig selv.
Det vigtigste ved demokrati er, at hver eneste borger i et demokratisk
samfund har fået indarbejdet og indbygget - med et fint ord internaliseret
- en opfattelse af, hvordan man kan og ikke kan gebærde sig. Man
har en indre oplevelse af retfærdighed og grænserne for ens frihed.
Et hus, der tydeligvis har stået mennesketomt i årtier, men måske
bruges af køerne om vinteren, kan man godt rydde for kokasser,
så man kan holde fødselsdag i tørvejr. Uden at spørge nogen.
Men i et totalitært samfund gør ingen noget på eget initiativ,
hvis de på nogen måde kan blive fri. De retter sig efter anvisningerne
og lader det i øvrigt være statens problem, hvis det roder på
statens område.
Fødselsdagsfesten blev for mig en anskuelsesundervisning i, at
demokratiet er meget mere end folketingsvalgene og at retssamfundet
handler om meget mere og meget andet end antallet af politibetjente
i gaderne. Demokrati er en distribueret egenskab ved et samfund,
fordelt ud på hver af dets borgere, gentaget og forfinet i næsten
hver eneste menneskelig kontakt. Demokrati er en holdning til
andre mennesker, mere end en måde at vælge statsminister på.
Holdningen til ens personlige råderum og til samfundets legitimitet
er både noget, man lærer af sine forældre, af skolen og ved at
læse aviser. Den demokratiske ånd føres ind med modermælken og
forfines gennem livet. Det er ikke noget, man kan banke eller
lovgive ind i befolkningen. Den opstår som en tradition i en befolkning.
Det danske demokrati bor hverken i Højesteret, Folketing eller
på Rådhuset. Det bor i danskerne. Og i forholdet mellem os.
Det vil tage generationer at skabe et sandt demokrati i Sibirien.
Men hvad så med Cyberia?
|
|
