Af Frederik Stjernfelt

Uhjælpelig fanget i et net Der er ingensomhelst tvivl om at Internettet indebærer store og afgørende forandringer i vores måde at kommunikere på. Jeg var for nylig til en kongres fuld af jodlende latinamerikanere. Indtil for få år siden havde de følt sig afsnøret og isoleret fra verden - id est USA og Europa - på deres fjerne aftarm af et kontinent; nu følte de sig takket være internettet anbragt in medias res med nøjagtig samme korte afstand til alle afgørende informationer som alle andre. Det er betingelserne for og konsekvenserne af denne kommunikationsrevolution, Tor Nørretranders sætter sig for at kortlægge i sin ny bog med den sarvigske titel ?Stedet som ikke er?. Han kalder den selv ?en beretning?, men man kender sin Tor på travet og véd at genrebetegnelser her skal tages med et par salthorste. Bogen falder nemlig i to dele, der ikke alle steder er skarpt adskilte: een, nøgtern, der gennemgår en række ret interessante og i nogle tilfælde upåagtede implikationer af den ny teknologi og for så vidt fortjener genrebetegnelsen, og een, der er sværere at genrebestemme, men som hvert fald ikke beretter nogetsomhelst og snarere må karakteriseres som et glad syretrip af morsomme, ofte tåbelige, men i alle tilfælde helt uforpligtende spekulationer på frihjul. Lad os tage det bedste først. Internettets historie oprulles i en række kapitler, der kortlægger det første spæde net, det såkaldte ?Arpanet? mellem nogle ganske få amerikanske kæmpecomputere begyndende i 1969, indrettet på samarbejde og slet ikke på kommunikation. I 1972 opstår brugen af snabel-a i de første spæde e-mail diskussioner - fordi dette tegn er det mindst benyttede på amerikanske tastaturer. I 1973 muliggøres sammenkoblingen af dette netværk med andre til et netværk af netværk, et internetværk, ved opfindelsen af den såkaldte ?protokol? TCP/IP, der ved at ?emballere? ethvert budskab i en standardramme, der kan forstås af alle de implicerede netværk og udstyre det med en adresse, muliggør kommunikationen mellem forskellige typer maskiner. I 1976 udvikles et egentligt kommunikationsnetværk mellem fysikere på CERN i Schweiz. Osv. osv. Hele gennemgangen af nettets forhistorie er fuld af interessante detailler og afgørende valg, der former opbygningen af dette vigtige kommunikationsmedium, skæbnesvangert, fordi mange af de valg, der gøres nu, vil bestemme dets udformning i meget lang tid fremover. Denne gavnlige redegørelse er imidlertid indlejret i en rammefortælling, der fortolker internettet som en art spejlbillede på atombomben. Logikken er som følger: det ballistisk bårne atommissil kan potentielt nå hvert eneste sted på kloden. I en vis forstand ophører stedet så med at være sted, i det mindste som en enhed, der kan forsvares mod anfald med konventionelle midler. Internettet bliver så den spejlvendte side af denne trussel: stedet forbindes nu positivt med alle andre steder på jordoverfladen. Det er ubetvivleligt korrekt, at både bombe og net irreversibelt forandrer enkeltstedets karakter af sted, selv om det næppe er så enkelt, at stedet decideret forsvinder og opløses i nettets sted, der ikke er. En nøjere beskrivelse af denne forandring i stedets fænomenologi er imidlertid ikke ærindet her. Det er det derimod direkte at forbinde bombes og nets opståen: det amerikanske forsvar var tidligt klar over det skrøbelige i, at modpartens atomvåben potentielt kunne lamme ens kommunikationslinjer og derfor overhovedet forhindre et gensvar; derfor udforskede Paul Baran for tænketanken RAND allerede først i tresserne muligheden for et usårligt kommunikationssystem. Han kom lidet overraskende frem til, at det sårbare punkt naturligvis er kommunikationscentralerne, både i et centraliseret og decentraliseret netværk - følgelig må man optere for et ?distribueret? netværk uden centraler overhovedet, hvor de enkelte kommunikationspunkter er forbundet direkte med en flerhed af andre. Hans undersøgelse viste, mere overraskende, at et sådant netværk er optimalt stabilt allerede ved 3-4 forbindelser udgående fra hvert knudepunkt. Nørretranders argumenterer nu for, at dette beviser, at nettet er et barn af bomben. Denne argumentation er uhyre tynd, i hvert fald som den foreligger i bogen. Der er så vidt man kan dømme efter dén ingen som helst direkte sammenhæng mellem Barans overvejelser forårsaget af bomben og tilvejebringelsen af ?Arpanettet?, og Nørretranders må da også over for de mange kritikere af denne teori nøjes med at henvise til, at der blandt andet også var militære forskningsmidler involveret i dette allerførste netkim. Et yderligere argument forbigås i tavshed: internettet er jo overhovedet ikke distribueret opbygget efter Barans anbefalinger, det er et endda kun delvis decentraliseret netværk, som det blandt andet fremgår af Nørretranders? henvisning til målinger på trafikken i det centrale lyslederkabel mellem Vest- og Østkyst i USA som indikation på intensiteten af brugen af netværket. En central og god passage i bogen er imidlertid uberørt af denne vaklende ramme: kortlægningen af båndbreddeforhold på nettet. En vigtig statistik kortlagt af den amerikanske robotforsker Hans Moravec synes at vise, at forholdet mellem hukommelseslager og båndbredde - dvs. ca. opmærksomhed - hos de fleste dyr og maskiner er ens og ligger på den såkaldte Amdahls konstant. Det indebærer, at reaktionstiden også er omtrent den samme ved væsener med vidt forskellig kompetence: det tager dem lige lang tid at gennemsøge den forhåndenværende hukommelse, fordi stor hukommelse hænger sammen med bedre søgeevne. Nørretranders? gode idé i denne sammenhæng er at forsøge at anslå de tilsvarende forhold på nettet. Denne overvejelse må ganske vist foregå på basis af et skøn, eftersom ingen kender hverken den nøjagtige samlede hukommelse på nettet - summen af alle de maskiner, der er tilsluttet - eller den samlede trafikkapacitet på det. Nørretranders når dog frem til et rimeligt sjus, der viser, at nettets hukommelse langt overgår dets båndbredde (med en faktor tusind) - hvilket kan fortolkes som baggrunden for den notoriske ventetid, alle internetbrugere kender så godt og som vel i øvrigt relativerer påstanden om stedets opløsning ganske kraftigt. Dette forhold er imidlertid dømt til at ændre sig, spår bogen: kommende potente lyslederkabler vil øge hastigheden radikalt og overføre 1 Terabit (tusind milliarder bits) per sekund. Japan har allerede formuleret en politik, der vil koble hver eneste indbygger på et 1-Terabit-kabel senest år 2010, svarende til leverance af en million TV-kanaler til hver enkelt på een gang. Det vil vende forholdet på Nettet totalt om: båndbredden vil nu overgå hukommelsen i stort omfang. Det er nok omtrent på dette punkt, at bogen gradvis glider fra velunderbygget præsentation og argumentativ opbygning ud i en blanding af ønsketænkning og fri spekulation. For hvad indebærer det: ?send de rå data. Lad være med at foretage beregninger først?, konkluderer Nørretranders. Når først det vil være billigere at kommunikere end at beregne, så vil alle blot kommunikere og så overlade til modtageren at beregne. Fodboldkampe vil blive sendt uredigeret, billedet fra alle 12 kameraer vil man så selv skulle sidde og vælge imellem. Er det et fremskridt? Nørretranders svinger sig op til en vældig hyldest til denne tilstand, den er radikalt demokratisk, fordi den giver modtageren al magt, ?enhver får muligheden for selv at redigere og udvælge, selv at navigere i et enormt landskab af information?. Men denne ekstase kunne jo modgås ved nogle temmelig simple tidsbetragtninger, med basis i hvad mange internet-brugere allerede véd: der er umådelig meget spildtid på nettet, fordi man skal frasi fantastisk meget sludder, vrøvl og irrelevant information før man finder noget interessant, og i Nørretranders? utopi vil denne spildtid vokse stærkt, ja hvis den spåede vækst i båndbredde faktisk bliver udnyttet, vil den vokse eksponentielt. Det er altid noget, at denne frasinings-proces, som Nørretranders i ?Mærk verden? nærmest anså som en fascistisk undertrykkelse af informationens glade pluralitet (dengang noteret i forholdet mellem ?jeg? og ?mig?), nu mere nøgternt anskues som ganske gavnlig. Men det er at lægge alt for stor en byrde over på den arme enkeltbrugers skuldre at give ham det totale ansvar for sien: som alle netbrugere ved, så lærer man ofte mere i lænestolen med en god gammeldags bog koncentreret om et præcist emne, end ved hele nætters surfing omkring på nettet, hvor hovedparten af tiden går med at læse vrøvl for blot at konstatere at det faktisk er vrøvl. Det kan man blandt andet gøre, når man læser passager som den følgende: ?Der er med andre ord tale om en udvikling som truer mediemoguler og skolelærere, bibliotekarer og universitetsprofessorer, eksperter og formyndere, bureaukrater og journalister, forfattere og fortællere og alle andre, som ernærer sig ved at sortere den åndelige føde for folk?. Ingen har jo reelt tid til at nedsætte sig som fuldtidsfrasorterer af vås på nettet, ikke engang 24 timer i døgnet vil være tilstrækkeligt (tænk bare på at læse TV-programmet, hvis der er en million kanaler), og man kan let anstille den stik modsatte argumentation: jo mere information, der er for hånden, jo mere brug bliver der for professionel frasortering. Netop internettet kan lære een, hvad det er man betaler for, når man køber en avis, en bog eller et tidsskrift: det er for at få nogen man stoler på til at frasortere alt ævlet. Derfor kan Nørretranders jo overhovedet udgive en bog som den foreliggende, hvis kilder på nettet han i øvrigt forbilledligt redegør for: fordi mange læsere ikke selv gider at tilbringe nat på net for at indsamle al den information, man nu kan anskaffe i eet praktisk bind. Men redaktører af alle arter anskues ikke af mediemogulen Nørretranders som professionel hjælp i sorteringsarbejdet: de ses som skurkagtige eksperter, som det ?legende? net kan ?tale midt imod?. Her viser Nørretranders sig som så ofte før som en renlivet ideolog, der abonnerer på den allermest naive del af 68-tænkningen: undertrykkere findes, de går i storternede jakker og Poul Bundgård-briller, de er onde og sammensvorne og sidder skjult et eller andet sted og konspirerer for at undertvinge livet selv. I bogens anden del går det over stok og sten efter denne devise. De der vil supplere den rene surfen omkring på nettet med redigerede programmer bliver restløst identificeret med onde kapitalister, der vil tvinge idioti spækket med reklameindslag ind gennem skærmen på den sagesløse forbruger. Denne fare skal man sandt for dyden da også passe på, også jeg hader reklamer i TV, brevsprække og computer, men det er rent vrøvl, når Nørretranders identificerer redaktionel sortering som sådan med denne udvikling. Kan man ikke forestille sig frivilligt, billigt abonnement på net-tidsskrifter uden reklamer, bare for at nævne een mulig mellemform mellem det totale informationsanarki og den onde kapitalist? Men 68eriet går langt videre. Nettet er skabt af gamle hippier, konstaterer Nørretranders ikke uden ret, men drager radikale konsekvenser heraf. Når først båndbredden går mod uendelig, så vil man jo kunne overføre informationsmængder svarende til hele sanseapparatets båndbredde (11 Megabits pr. sekund, anslår han og stiller det som politisk krav til indfrielse pr kabel inden år 2010), og så vil en total-videofon blive mulig, hvor man kan kommunikere med fjerne personer som om de var tilstede, inklusive følesans, duft (ved hjælp af et stort udvalg af kemikalier på dåse tilknyttet computeren, der så kan udløses), smag og den obligatoriske cyber-drøm, virtuel sex med Madonna (personlig ville jeg nu vælge andre skuespillerinder end den selvoptagne istap). Det får naturligvis Nørretranders til at juble: ?Vi ser, mærker, lugter, og smager på verden. Vi ved, at vi er der. Lige her. Lige nu.? Personlig finder jeg det nu ganske skånsomt at telefonen ikke viser rodet i hjemmet eller at jeg klør mig mellem testiklerne midt under samtalen, for da slet ikke at tale om at være fri for at få enhver tilfældig stinkende samtalepartner stukket op under næsen. Eller at være forskånet for opkald, der slipper giftgasser løs i stuen. Privatlivets fred - en konstant fjende for denne del af 68eriet - er ikke en størrelse, der optager Nørretranders, der i stedet jubler over konstant kommunikation via armbåndsurs-computere, så vi altid vil være koblet på, og udsigten til ?radikalt demokrati? med mange daglige folkeafstemninger. Hvis den tid virkelig skulle oprinde, vil vi melde os ind og ud af EU flere gange i timen, kaste flygtninge ud i faldskærm og dagen efter hente dem tilbage - og det vil blive totalt umuligt for det repræsentative demokrati at føre en blot relativt konsekvent politik. Selv ikke bevidstheden går fri fra den totale tilkobling: Nørretranders har nu fundet en børnepsykolog, der tror, at bevidstheden er et rent socialt produkt og kan juble over, at internettet for alvor vil socialisere bevidstheden: ?Vores bevidsthed [er] så at sige fællesskabets øjne på det subjektive, vi oplever.? Her finder man en tilbagevendende grund til anke mod Nørretranders? løbske spekulation: han breder sig konstant ind over områder, han ikke har en bit forstand på, her fx. filosofi og politisk teori. Det vigtige skel mellem privat og offentlig i det meste nyere politisk tænkning rager ham en bønne, bare vi kan lugte hinandens armhuler og leve og danse i internettet mod magthaverne. Men hvis det virkelig er en realistisk fremtidsudsigt, at vi konstant vil være koblet på ved hjælp af mobiltelefonagtige kropscomputere, så er det jo et helt andet politisk scenarie, der bør opstilles. Hvad hvis man vil en fredelig tur i skoven uden computer, og der så pludselig bryder en byge af folkeafstemninger løs, som vil ændre ens forhold radikalt? Eller hvad hvis een af Nørretranders? ækle kapitalister finder på at kræve af sine ansatte at de står til netværksrådighed døgnet rundt? Det er jo allerede sådan, at det er chefens privilegium at være fri for at gå rundt med mobiltelefon på sig. Vi får helt modsat Nørretranders snarere brug for at tilføje en paragraf til menneskerettighederne: retten til at trykke for afbryderknappen. Også de små kulturer og primitive folkeslag skal naturligvis have en politisk korrekt hilsen, og internettet bliver deres redning og mulige overlevelse. Og som det hedder flere steder: tredjeverdens folk er meget mere interessante at kommunikere med end de travle vesterlændinge. Men hvorfor er det mon så egentlig udelukkende de sidstnævntes hjemmesider, han har opbygget sin bog på; man finder ikke mange høvdinge-hjemmesider i bogens henvisningssystem? Og mon ikke snarere nettet vil accelerere de små kulturers opløsning, få enhver inuit til at tale engelsk overnight og glemme alt om kajakker, når man nu skal tilbringe hele døgnet foran skærmen for at dissekere information i stedet for sæler? Der er næppe nogen ny teknologi nogensinde, der har givet anledning til så megen hype, så megen sludder og vrøvl og så mange frit galopperende fremtidsscenarier som internettet. Nørretranders? bog er ingen undtagelse. Man kunne indtage Jytte Hilden-standpunktet til forsvar for ævl: jamen så skaber den jo da i hvert fald en debat. Men dén debat ville være bedre, hvis Nørretranders blev lidt mere kølig, kynisk og jordbunden, når han skal drage konsekvenserne af den interessante mængde viden, han har sorteret fra til os. Som sædvanlig med hans bøger: den ene halvdel er bestemt værd at læse. Den anden, inklusive hans hult pædagogiske toneleje, kan man passende bruge som øvelse i den stadig mere påtrængende disciplin: frasortering.