Af Martin Zerlang

Utopister deler sig i to grupper. Den ene gruppe finder lykken i total orden, og den anden gruppe finder lykken i total frihed. I den totale orden holder man afstand, mens man i frihedsutopien mødes i den store, varme nærhed. Som eksempel på ordens-utopien kan man nævne den kommunistiske Internationale, og som eksempel på friheds-utopien kan man nu - med Tor Nørretranders - nævne det altkommunikerende Internet. I virkeligheden kan man hævde, at dagens forfatter har opdaget, at han og man på Internettet kan surfe tilbage til de glade 60ere med 'good vibrations' og fuldt blus på opleveren. Med en båndbredde på 11 Mbps indfries den gamle vision om at gøre det offentlige privat, ja med denne båndbredde, der sikrer fuld overførsel af information, kan sex overtage sprogets rolle i det sociale samkvem. Marshall McLuhan og Herbert Marcuse nævnes ikke, men den nørretranderske utopi er en opdateret version af deres globale landsby og erotiserede kultur. At teknologiske nybrud rejser forventninger om altomstyrtende kulturelle nybrud er der ikke noget nyt i. Når Nørretranders skriver, at Internettet rokker ved alle vore vante forestillinger om tid og rum, skal man ikke glemme, at der allerede er blevet rokket ved dem i årtier (og århundreder). Marinetti erklærede i det futuristiske manifest fra 1909, at vi var nået til århundredernes yderste forbjerg, hvor tid og rum ikke længere eksisterede, hvor alt var overgået til fartens hæsblæsende dimension. Her omkring århundredskiftet skrev også Johannes V. Jensen, at 'Afstanden er overvundet'. Ja, man kan gå tilbage til H.C. Andersen, der mente at damptogenes eventyrlige hast fik milepælene til at stå så tæt som gravstenene på en kirkegård. Eksemplerne er legio, men Nørretranders synes ikke at have interesseret sig videre for det stof og de synspunkter, der er opdyrket inden for kulturforskningen. Ikke for det: Denne historie om Internettets ole-opfindere er enormt spændende. Det er historien om, hvordan Internettet er et spejlbillede af atombomben, hvordan atombomben skaber mulighed for en krig, der ophæver stedet som kategori, og hvordan Internettet blev udviklet som en løsning på den situation, at man ikke længere kunne have kommandocentralen samlet ét sted. Ingeniøren Paul Baran er helten i denne historie. Det var ham, der i starten af 60erne fik visionen om et decentraliseret netværk, som ikke kendte til afstande, men kun til forbindelse, og som derfor kunne overleve de angreb, som det sårbare fysiske rum ikke ville kunne overleve. Og det er hans vision, som Nørretranders har omsat i det utopiske billede af en totalt fredeliggjort klode, der jo efter månelandingen i 1969 oven i købet kan opleves som et - sårbart - sted i det uendelige rum. Den historiske fremstilling afløses af mere tekniske, nærmest brugsanvisningsagtige afsnit, som sætter den interesserede læser ind i formler som http, w30rg, smileys og tilsvarende mumbojumbo. Mere spændende - og provokerende - bliver bogen, da Nørretranders genoptager den tråd, som hedder 'internet og utopi'. Ligesom Emma Gad i sin tid gjorde sig overvejelser over emnet 'telefonhøflighed', drøfter Nørretranders det man kunne kalde 'cyber-høflighed', og han går herfra videre til at skitsere en hel økonomisk teori ud fra begreberne opmærksomhed og anerkendelse. Det er meget, meget skitsemæssigt, men skal nok læses som et udkast til Nørretranders' næste, mere teoretisk ambitiøse bog. Jeg føler mig ikke ganske overbevist om den svimlende lykke, som Internettet i dets nørretranderske version skulle kunne berede os alle, og jeg gider slet ikke hensynke i blå ekstase. Men mindre kan gøre det, og bogen tilbyder en fin kortlægning af problemer og perspektiver i vores alle sammens Internet. Stay tuned. Martin Zerlang er leder af Center for urbanitet og æstetik ved Københavns Universitet.