|
Skal man tro politikere, erhvervsfolk, uddannelsesfolk og andre, der har noget at sige, er
internettet fremtiden. Så det er nok rigtigt. Spørgsmålet bliver nu, hvorvidt vi selv vil være med
til at skabe denne fremtid, eller om vi med hænderne i skødet vil sidde afventende og lade den
uundgåelige fremtid komme til os. Internettet, der i sin World Wide Web-form (den med den grafiske
brugerflade) blot er små 5 år gammel, får i disse år skyld for mange ting, primært af positiv art.
Men der er mange spørgsmål, der indtil videre har stået ubesvarede og sågar ustillede hen. Hvad
betyder internettet for vores samvær med hinanden eller mangel på samme? Hvad betyder internettet
for vores samfund og vores demokrati, hvad betyder internettet for vores uddannelse og kultur?
Jeg er selv tidligere computernørd, men har siden bevæget mig i retning af de humanistiske
videnskaber. Jeg kan stadig fascineres af teknologiens vidundere, men er knap så sikker, som jeg har
været, på, at teknologien kan løse alle problemer og skabe betingelserne for det bedste samfund af
alle. Blandt fortalerne for internettet finder man blandt andre journalisten, videnskabsformidleren
og videnskabsfilosoffen Tor Nørretranders. Han har i sin bog: Stedet som ikke er spået internettet
og dermed vores samfund og liv en lysende fremtid. Med internettet er det åbne demokratiske samfund,
som videnskabsmænd fra Bohr til Habermas har ønsket, inden for rækkevidde.
"I de næste årtier vil alle mennesker i den industrialiserede verden komme "på" internettet. Vi vil,
uanset afstanden, kunne sende lige så meget information til hinanden, som vi kan udveksle ved at
være samme i det samme fysiske rum. Internettet vil om et årti eller to rumme lige så meget
information som et menneskes centralnervesystem, og hvert enkelt menneske vil kunne udveksle lige så
meget information med dette Net, som med et andet menneske. I de kommende årtier går vi ind i en
epoke, hvor væksten foregår virtuelt, snarere end materielt; hvor vores produktion af materielle
livsgoder foregår lokalt, mens vores kommunikation af betydning, mening og historier foregår
globalt. Hvor vi kan leve med fødderne plantet i den muntre muld og hovedet oppe i den fælles
himmel." (9)
Der er næppe mange, der er helt så fanatisk og ubetinget sikre på disse forudsigelsers
vidunderlighed, som Tor Nørretranders er. Men positionen, skarpt trukket op, som den er, indeholder
den fremskridts- og teknologitro, der gennemsyrer debatten om internettet i denne tid. Har vi et
problem, skal teknologien nok løse det. Sådan hænger det bare ikke sammen. At mennesker kan udveksle
lige så megen information over nettet, som de kunne, hvis de var tilstede i samme rum, gør ikke
deres samvær autentisk. Omfavnelsen mister sin mening, hvis det blot er noget, jeg sanser, men ikke
noget, der virkelig foregår. Nørretranders opfinder som pendant til nærvær ordet fjernvær. Når der
via nettet kan udveksles 11 megabits per sekund (Mbps), og vi har udviklet teknologier til at
omsætte disse til sanseindtryk, kan vi i princippet ikke opfatte mere med vores sanser. Så kan vi
opleve fjernvær med en person på den anden side jorden, eller som Nørretranders så ærligt udtrykker
sine egne længsler:
"Tænk at kunne have sex med Madonna uden at være bange for at blive smittet eller holdt fast."
(158). Hvad Nørretranders glemmer, er, at en del af glæden ved at være sammen med et andet menneske
eller ved at være på slædetur på Grønland er det at være til stede, være der med hele sin krop og
med de farer og udfordringer, den virkelige verden byder os. Og det er at blive holdt fast.
Internettet lover os den ultimative frihed. Uden at være bundet af vores krop kan vi allerede nu
rejse hele verden rundt, møde og tale med alverdens anderledes mennesker, se fremmede kulturers
billeder, høre deres musik. Det er blot om at gribe denne mulighed for frihed.
"Men det er lidt som fuglen, der ikke tør forlade sit bur, selv om lågen åbnes: Frihedens teknologi
er for døren. Tør vi tage udfordringen op? Eller foretrækker vi trygheden i de andres valg? Som den
computerkyndige ungdomsoprører Ole GrŸnbaum udtrykker det i sin artikelsamling Computer Visioner:
"Vi er ligesom fuglen, der har siddet så længe i buret, at den dag der kommer en og lukker lågen op
og siger: 'flyv hvorhen du vil' Ð da sidder vi og virrer med hovedet og tænker over, om vi mon
alligevel ikke har det bedre her i buret end derude, hvor vi selv skal skaffe os føden hver dag, og
vi ikke ved, hvor vi skal sove næste dag, hvor rovdyr kan angribe os o.s.v." (147)
Det lyder besnærende med denne frihed, som jo også de liberale (ja selv de konservative) partier i
diverse valgkampe lover os som et forjættet land af uafhængighed. Måden at anskue friheden på
indebærer et individualistisk menneskesyn. Vi flyder (eller flyver) rundt som øer i et hav, har ikke
mere til overs for den anden, end at vi til hver en tid kan forlade hende til fordel for en mere
spændende eller mere indbringende relation. En sært ensom form for frihed, synes jeg. Et liv uden
tvingende relationer, uden afhængighed af andre mennesker, med deres fejl og mangler, i deres
fysiske ufuldkommenhed og deres egensindige handlinger, bliver tomt og meningsløst. Friheden er
snarere som Eva Madsen synger: "Friheden flyver, som svalerne højt i det blå". Et fællesskab, der
flyver og leger. Nære menneskelige relationer danner og skal danne udgangspunktet for vores alle
sammens gode liv. Internettet kan danne supplement til det nære fællesskab. Mennesker med samme
livsopfattelse eller samme projekt kan finde ligesindede og støtte og vejlede hinanden, som menneskerettighedsgrupper
over hele jorden allerede i dag udveksler erfaringer og sætter lys på magtmisbruget via internettet.
Men internettet kan ikke erstatte samværet i det daglige Ð endsige kampen for menneskerettigheder i
hjemlandet.
Det er med friheden som med tilfældigheden, den er livsnødvendig, for ellers bliver det hele for
kedeligt og forudsigeligt. Men hvis alt var frihed, var der ikke noget at være fri fra og noget
valg, der var mere værd end andre. Frihed er kun noget værd, hvis der er nogle grænser, der kan
vælges indenfor, og som indimellem kan overskrides. Jeg føler mig allermest fri, når jeg ligger
sikkert i min elskedes arme. Netop i samværet med andre mennesker bliver friheden meningsfuld Ð og
begrænset. Hvad er friheden værd, hvis jeg hvert øjeblik kan rejse mig fra mit virtuelle fællesskab
og forlade de mennesker, der påstås at være mine venner?
Grundlaget for det menneskelige liv er det samvær og den samhørighed, der har en fælles fortælling
om meningen med livet, om samfundet som det evige og identitetsskabende, om et liv i sammenhæng. Vi
har brug for at kunne tro på vores omgivelsers udlæggelse af sandhederne, langt hen ad vejen må og
skal vores (mere eller mindre selvvalgte) autoriteter tros på deres ord, ellers skal vi bruge al
vores tid på mistænkelig undersøgelse af alting. Vi har brug for overskuelige og nogenlunde
bestandige menneskelige netværk, hvor det betyder noget, om vi er der, hvor vi gør en forskel. Ikke
for hvem som helst, men for dem, der gerne vil gøre en forskel for os.
Internettet ses oftest som det ultimative medie for udveksling af information. Hvad denne opfattelse
ser bort fra, er, at information har et indhold, og at den måde informationen udveksles på afgør
formningen af indholdet. Under nogle synsvinkler kan det, der foregår mellem mennesker siges at være
udveksling af information. Fx for teleteknikeren, der ikke interesserer sig for, hvad der siges i
telefonen, men blot for, om alle lyde, det menneskelige øre kan opfatte, kan transmitteres med
nogenlunde naturtrohed. Men informationsudvekslingen har netop et formål ud over sig selv. Fx et
sige, at jeg elsker dig, eller at fortælle om lille Oles første skoledag, altså at fortælle mit liv
ind i den store sammenhæng. For Nørretranders bliver internettet mediet, hvor
informationsudvekslingen er målet i sig selv. Det drejer sig om for de enkelte (narcissistiske)
individer at opnå mange modtagere af deres selvpromoverende information. Informationens mål bliver
at formidle mig selv og min eksistens og (enestående) individualitet.
Det, der foregår mellem mennesker, mellem mig og min kæreste, mellem mig og mine venner, er
kommunikation. Det er væsentligt. Faktisk er samværet med menneskene i mine omgivelser det eneste,
der virkelig betyder noget. Det forstår Nørretranders godt: "Nogle vil endda sige, at menneskelige
relationer altid har været det vigtigste i tilværelsen" (217). Desværre går det galt i næste trin
for Nørretranders, idet han tilsyneladende mener, at når noget er godt, må meget af det være meget
godt. Derfor bliver kommunikation mål i sig selv. Det er lidt som med sukker. I passende mængder er
sukker livsnødvendigt; både brød og frugt indeholder således sukker. Men det er jo ikke ensbetydende
med, at cola er sundere end brød, selvom der er mere sukker i cola end i brød. På samme vis med
kommunikation. I nogle situationer er kommunikationen sundere for os end i andre; det er vigtigere
at tale med sine børn end med ti andre internettere. Nørretranders har på den ene side øje for den
kvalitative side af kommunikation, men fascineres alligevel af teknologiens kvantitative overlegenhed: "Vi
værdsætter visdom, fordi den opstår gennem en livslang udvælgelse af det essentielle i menneskelige
oplevelser ... Nu bliver det billigere at sende alle kladderne med end at rydde op først. Der er
ingen, der siger, at det bliver bedre af den grund, tværtimod. Men det er anderledes. Denne radikalt
nye situation er helt i pagt med det nye som Internettet har bragt: Alle og enhver får muligheden
for selv at redigere og udvælge, selv at navigere i et enormt landskab af information." (140f) Men
pointen er jo netop, at vi taler sammen, fordi vi har noget at sige hinanden, noget, vi mener er
vigtigere end andet, en viden, som hvis det sættes på spidsen kan gøre livet bedre for den anden.
Der er al for megen information på internettet, til at et menneske kan overskue at finde frem til
det, der har mening for lige netop hende. Derfor er de såkaldte push-tjenester opstået. Her
filtreres informationen fra en række forskellige internetsider, så den passer til den enkelte
modtager, den skubbes (push) i stedet for at blive hevet (pull) ud til internetbrugeren. "Nettets
store løfte er anarkiet: at man hver især selv bestemmer, hvad man vil vide om og erfare. At hver
mand er sin egen redaktør. Push-teknologierne vil den anden vej." (145) Her træder Nørretranders'
forståelse af kommunikation som informationsudveksling tydeligt frem. Jo mere information, der
kommunikeres, des bedre. Det er det enkelte individ, der egenhændigt kan udvælge lige netop det, hun
har brug for. Problemet med pushteknologierne er ikke så meget udvælgelsen, for den sker på den ene
eller anden måde, tilfældigt eller efter råd og vejledning fra venner og andre autoriteter.
Problemet opstår, når varesamfundet helt gennemsyrer internettets indtil videre delvist ukommercielle form. Jeg har ingen
kommerciel interesse i, at andre mennesker besøger min hjemmeside. Men på et tidspunkt tilbydes jeg
sikkert penge per besøgende mod at reklamere for alverdens produkter og for at besøge andres
hjemmesider. På samme måde får jeg gratis vha. pushteknologien lige netop de oplysninger og nyheder,
jeg har brug for, mod at tage et par reklamer med i købet.
Kapitalisten har som mål at tjene penge. Til det formål kræves der produkter, og at folk ved, de
eksisterer. Tor Nørretranders introducerer begrebet opmærksomhedsøkonomi: Alle er forbrugere, hvis
opmærksomhed, det handler om at tiltrække sig, så de kan købe varerne. Internettet handler altså
ikke blot om at sælge varer, det handler helt grundlæggende om opmærksomhed. Jo flere, der retter
deres opmærksomhed mod et givent fænomen, des flere reklamer kan der sælges. "Ja, det største gode,
man har i sit liv, er, at man har sin opmærksomhed, som man kan rette mod det, man vil." (179). På
det globale ikkested bliver vi alle sælgere af os selv. Målet med vores liv bliver at tiltrække os
opmærksomhed og vie vores opmærksomhed til de steder, der giver mest igen. I vores kommercielle
narcissistiske individualisme drejer det sig ikke om menneskeligt samvær, men om opmærksomhed.
Samvær og menneskelighed er et spørgsmål om hyperaktiv opmærksomhedstiltrækning. Ikke for anden
skyld end sin egen. På samme måde kommer det til at gå de marginale og "eksotiske" kulturer. De kan blive
storleverandører af fortællinger, myter, mysticisme og anden pirrende information og oplevelse,
hvorved de får nye overlevelseschancer. Som autentiske vilde. Men autenticiteten holdes vel ikke ved
lige særlig længe, hvis de bruger deres tid på at fortælle autentiske historier på internettet?
Nok betyder det noget at få opmærksomhed fra de mennesker, jeg holder af. Men som med
kommunikationen og sukkeret er det ikke altid mængden, der er afgørende. Og mest afgørende er det,
at jeg kan se og røre ved dem, at vi deltager i hinandens liv på godt og ondt. Ikke som
vareudvekslere, men som venner.
Internettet kan bruges til mange gode formål. Men vi skal konstant være på vagt og ikke tro, at alt
internettet kan bruges til, er godt. Vi skal være opmærksomme på, at internettet vil ændre mange
forhold i samfundet og mellem mennesker, og at vi må følge med og skabe nye eller ændrede
institutioner og nye måder at omgås på, efterhånden som vores nuværende institutioner og
omgangsformer ændres og nedbrydes.
Målet er, at vi fortsat kan have - og måske kan udvide - de nære forhold, vi har til mennesker,
fysisk og åndeligt. Og målet er, at vi ikke bevidst eller ubevidst undertrykker grupper eller
enkeltpersoner i samfundet som følge af anvendelsen af internettet, og at vi ikke hægter personer
eller grupper af udviklingen, fordi det går for stærkt. Selv om nogle synes, vi har travlt, er det
ikke altid, de har ret. Og i sidste ende er samfundets mål vel, at vi alle er unikke og
uerstattelige, og at vi derfor er et mål i os selv. Også selv om vi ikke helt kan følge med
fortroppen.
Jeppe Bundsgaard skriver speciale ved Odense Universitet om internettets betydning for vores samfund
og vores samliv i almindelighed.
Hjemmeside: http://hjem.get2net.dk/JeppeB
|
|
