Den informationalistiske fejlslutning

Af Jeppe Bundsgaard
email: jep@sr.ou.dk

Arno Victor Nielsen lever på fineste vis op til den tommelfingerregel han tilskriver Lenin, at citatet er den korteste afstand mellem to tanker. Lige dele fordomme, banaliteter, trivialiteter og ønsketænkning kan, når denne cocktail rystes sammen til et indlæg i stedetsomikkeer, opnå status af lysende og indlysende sandheder. Drømmen om tilbagevenden til tiden før syndefaldet, til tiden før de intellektuelle spyttede ord ud på stribe, ligger dybt i de intellektuelle romantikere, og ofte er den mere udtalt des mere den pågældende intellektuelle selv producerer kloge ord og tanker. At der virkelig er stor forskel på den mundtlige og den skriftlige menneskelige bevidsthed, er indlysende. Men det er ikke blot et forfald, og vi kommer aldrig tilbage til tiden før. Vi kan ikke blot kaste den skriftligt baserede tænkning af os som et åg. Det, vi kan spørge os selv om, er, hvad der kendetegner vores skriftlige kultur og bevidsthed, hvad der kendetegnede den mundtlige kultur og bevidsthed og hvad vi ser af muligheder og farer i en fremtidig fragmenttekstbevidsthed og -kultur. Arno Victor Nielsen taler med dekonstruktivismen om, at vi alle skriver på den samme tekst. Og det har vi jo på sin vis altid gjort, men Nielsen mener, at "E-mail og Cyberspace og internettet vil gøre fællesteksten til skinbarlig virkelighed." Hvad det egentlig betyder, har jeg svært ved at gennemskue, men jeg synes, at det er vigtigt at blotlægge den lurende antagelse, at når alle skriver på den fælles virtuelle tekst, kender alle den også. Det gør vi jo netop ikke. Jo mere fragmenteret teksterne bliver, jo mindre vi kender udgangspunktet for den enkelte tekst, des mindre har vi at være fælles om. Teksten bliver altså i stedet for alles til ingens. Bøgerne er et udtryk for en snærende centralisme, mener Nielsen, med deres begyndelse, midte og slutning, hvor verden er orienteret ud fra et helligt centrum. Men er det ikke sådan, at mennesket har det med at have sig selv i centrum? Herfra min verden går. Tværtimod sker der det med bogen, at der pludselig kan være andre centrer end mit, og så er der ikke langt til den moderne positivistiske videnskabs centrumsløse videnskabsideal. Men vi mennesker kæmper imod og vil have, at der er et centrum, som vi kan orientere os ud fra. Der fortælles historier i litteraturen som aldrig før, læs blot Madsen, Kjærstad, Auster, Allende, Íe m.fl. På nettet opstår netop den desillusion og forvirring, vi vil undgå. Vi vil finde en mening i den kaotiske verden. Det er blot skriftforstoppede akademikere, der tror, det er ligegyldigt, og bilder sig ind, at de har det fint med at spille maskespil i selvpromoveringens akademiske løgnespil. Skriften dør ud deklamerer Arno Victor Nielsen stolt og slutter sig dermed til Tors jubelkor. I fremtiden behøver vi ikke skriften, vi kan blot lære ved hjælp af billeder og de andre sanser. Men sjovt nok skal opgøret med skriften skrives, som Flusser også gør det i Nielsens citat. Et billede siger mere end tusind ord. Men kun, hvis der er ord til at binde det fast i en mening. I etikken udtænkte Moore i begyndelsen af dette århundrede en snedig kritik af de tænkere, der sluttede fra hvordan mennesket er, til hvordan det bør være. Denne postulerede fejlagtige slutning fra "er" til "bør" kaldte Moore den naturalistiske fejlslutning, fordi den tog udgangspunkt i et postulat om menneskets natur. Den tilsvarende informationalistiske fejlslutning begås i stort set alle tiljublinger af de nye medier. Her sluttes fra "kan" til "gør". Når nu vi kan kommunikere i uanede mængder, når nu vi kan skrive hinandens tekster, når nu vi kan komme i kontakt med de 100 mio. internetbrugere verden over, så gør vi det også. Men sådan er det jo ikke. Vi har alle muligheder for at tale med vores nabo, men det gør vi ikke. Vi har alle muligheder for at tage konsekvensen af den kritik, vi kommer med af politikerne for ikke at informere os ordentligt, vi har alle muligheder for at vide noget om forureningen og tage konsekvensen, for at vide noget om undertrykkelsen af den 3. verden og tage konsekvensen osv., men vi gør det ikke. Så spørgsmålet bliver ikke, hvad vi kan, men hvad vi gør og bør gøre. Som det er indskrevet i fejlslutningen, fra kan til gør, bygger den på Kants gamle forestilling om den rene fornuft. Den informationalistiske fejlslutning forudsætter den uendelige fornuft, der nok ikke kan skue tingen i sig, men som er i stand til at overse sine muligheder og gøre det rigtige. Det har mistænksomhedens tænkere fra Kierkegaard over Schopenhauer og Nietzsche til Freud jo ellers for længst vist os, at vi ikke er i stand til. Lad os erkende, at vi mennesker ikke er i stand til alt og lad os tage udgangspunkt i os selv som mennesker og undersøge, hvad vi kan, og hvad vi vil. Dertil kan vi bruge informationsteknologien til meget godt - men også til meget skidt.