Om at bruge Internettet som diskussionsforum |
Af
Sven Fafner
email: sven.fafner@image.dk
|
Internettet bliver ofte fremhævet
som 'den globale landsby' eller 'det globale forsamlingshus',
hvor alle kan komme til orde og man kan føre en frugtbar og vedkommende
debat. Tor Nørretranders' webside er et forsøg på at etablere sådan et debatforum, men jeg synes ikke det er lykkedes særlig godt. Det er svært at overskue hvad der diskuteres - navnlig i 'ordet er frit'; der foregår flere forskellige diskussioner på en gang, og man kan ikke nemt følge op på og kommentere det, de andre har skrevet. Desuden er der kun plads til 50 indlæg, derefter bliver de smidt væk. Der findes en metode til Internet-debat der er meget bedre end denne. Jeg tænker på Usenet, der er specielt udviklet til diskussioner. Det undrer mig at Tor Nørretranders ikke omtaler Usenet nærmere i sin nye bog - måske har han ingen erfaringer med det. I Usenet er det nemt at følge tråden i en diskussion, og man kan lade diskussionerne knopskyde til nye temaer og emner. Alle indlæg bliver arkiveret og kan findes via diverse søgemaskiner. Der er ikke nogen der 'ejer' Usenet - enhver kan starte en diskussion om hvadsomhelst, og det giver Usenet det anstrøg af anarki som befordrer en undertiden sprudlende og overraskende debat. Dette i modsætning til en debatside som www.stedetsomikker.dk, hvor emnerne er givne på forhånd og som i øvrigt kun eksisterer indtil Tor beslutter sig for at lukke siden. Usenet har desuden den fordel at spare telefontakst og båndbredde, da man kun er online i den korte tid det tager at sende og modtage indlæg. Der er ingen smarte billeder og lydeffekter - men i en debat er det vel mere indholdet end den ydre form, der tæller.
Venlig hilsen |