Af Tor Nørretranders
email: tor@stedetsomikkeer.dk

"No man is an island", skrev den engelske digter John Donne i 1624, da det borgerlige samfunds hovedproblem var atter at få forankret personen i samfundet, efter at individet var blevet sat fri under renæssancen. Under feudalismen, samfundsformen før kapitalismen, var individets plads i samfundet defineret fra vugge til grav, fordi få flyttede sig socialt eller geografisk i løbet af et liv. Med individets frigørelse under den gryende kapitalisme, vandringen fra land til by og siden den amerikanske drøm om avisdrengen, der blev billiardær, opstod individets som frit i luften svævende størrelse. Og John Donne fandt genhør for sin berømte forsikring i "Devotions..." om, at "No man is an Island, entire of itself; every man is a piece of the Continent, a part of the main." Intet menneske er en ø, fuldstændig i sig selv; ethvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af et hovedland. Søren W.N. Olsens tankevækkende indlæg "Global Presence" bringer tankerne hen på Donne. For står vi ikke lidt i samme situation i dag, hvor det kommende samfund frigør individet fra bindingen til stedet og den materielle produktions nødvendigheder -- på endnu stærkere vis end renæssancen og kapitalismen gjorde det? Klaus Georg Hansen har i et indlæg under debatafdelingen "Udsteder og randområder" på dette web-site peget på analogien mellem Nettets ophævelse af begrebet om sted og tidligere tiders ophævelse af begrebet om tid. Der er mange paralleller mellem renæssancen og i dag. Og selv om ordet "renæssance" (egl. genfødsel, altså individets genfødsel efter middelalderens kollektivisme) er et udpræget plus-ord i sproget, så var der svare problemer for den enkeltes livsopfattelse og verdensbillede, da den eksisterende samfundsorden og kosmologi brød sammen. Da samme problemer vender tilbage i dag. Søren W.N. Olsen peger på nogle af dem: Hvordan skabes en identitet og en sammenhængende personlighed, når man kan gå på Nettet mere eller mindre anonymt og leve en stor del af sit sociale liv isoleret ved en skærm, hvor man vekselvirker med folk, der er så langt borte på planeten, at de ikke ved om man har barberet sig til morgen? Disse spørgsmål er meget vigtige at få til debat. Mit umiddelbare bud, som også er det jeg beskriver i "Stedet som ikke er", er, at vi kommer til at leve i en slags dobbelt-netværk: dels et globalt, digitalt netværk af fjernvær, dels et lokalt, materielt netværk af nærvær omkring børn og gulerødder. Pointen er, at de to netværk er forudsætninger for hinanden: Det globale netværk sikrer økonomien og den enkeltes ret til at være sær og underlig i forhold til lokalsamfundet; det lokale netværk sikrer mad på bordet og mental sundhed. Ikke det ene uden det andet: ikke anonym, karnevalsagtig cybereksistens alene; ikke provinsiel fordumsfuldhed og dagen og vejen alene. Udstederne får en chance for at live op, fordi de er koblet op med resten af verden. Resten af verden får en chance for at få en opmærksomhed, for den er koblet op. Så vidt jeg kan se bliver storbyerne den store taber i den udvikling. Mit slogan fra bogen: "Vær hvor du er, men vær på" betyder begge dele: Vær lokalt til stede, men globalt koblet op. Ud af stedet! En ø er smuk, fordi den ligger midt i et hav, som man kan sejle på. --- Tor Nørretranders er forfatter og videnskabsjournalist.