Af Søren W.N. Olsen

I den mest simple udlægning er internettet ren kommunikation, men hvilken værdi vi som mennesker tillægger denne kommunikation er der selvfølgelig en stor forskel på. Internettet er blevet et vigtigt medie for mange menneskers daglige kontakt med omverdenen. Det er der mange forskellige grunde til. Det er let og forholdsvis billigt og det bringer mennesker tættere på hinanden. Det kan være svært at leve op til de sociale krav der stilles i vores omgivelser, eller vi er generte og tiltrækkes af nettets anonymitet. Det kan også være at man ikke føler at kunne opfylde det omgivende samfunds normer i forhold til fysisk fremtræden. Nettet er et meget brugbart medie, når vi har brug for at have et individuelt tilpasset socialt liv. Der er færre sociale og fysiske normer på nettet end i det virkelige liv og det er til rådighed alle døgnets timer. Det er ikke nødvendigt med en forudgående aftale. Mennesker mødes i mange forskellige virtuelle sammenhænge. Der er chatrooms hvor den uformelle samtale (eller "samtastning") er i centrum. Der er virtual communities hvor det er fællesskabsfølelsen der spiller en rolle (professionelt og/eller socialt). Igennem mailing-lists og BBS søges en bestemt type informationer, og der er LAN's (Local Area Networks), hvor det er kommunikationen med nærmiljøet der tæller. Fælles for disse forskellige sociale fora er, at en del mennesker tillægger de personlige forhold de opbygger her en betydelig vægt. At det virtuelle møde følges af et møde i det virkelige liv er der utallige eksempler på. Sammenfattende kan man sige, at on-line livet ofte binder mennesker sammen i sociale systemer som ikke ville eksistere udenfor nettet. Men i kølvandet på internettets sociale kommunikation rejser der sig nogle grundliggende spørgsmål omkring personlig identitet. Hvordan vi som mennesker i en global og kompleks verden knytter bånd til hinanden og hvilken rolle disse bånd spiller i vores selvopfattelse. Mit indtryk indtil nu af nettets sociale tiltrækningskræft er, at det giver mennesker en mulighed for at kommunikere på egne præmisser. I virtual communities f.eks., som ikke er så simultane i deres interaktion som f.eks. chatrooms, kan der spores en tendens til en meget selvcentreret form for kommunikation. Der er en ret stor grad af sammenhold og der gives mange komplimenter og meget respons. Men nogle diskurser i virtual communities er meget egocentrerede. Det er et muligt forum for støtte ved personlige kriser eller for at afprøve personlige meninger og holdninger - men beskyttet fra simultane menneskelige reaktioner. Det er således klart at der kan være tale om nogle ganske nye parametre i forhold til konstruktionen af personlig identitet. Det varierer selvfølgelig fra person til person hvor meget betydning ens virtuelle sociale identitet tillæges. Men det må være rimelig klart at den identitetsskabende proces der foregår igennem netkommunikation må være, om ikke væsensforskellig, så i hvert fald markant anderledes end "virkelige" identitetskonstruktioner. Sociale interaktioner på nettet kan karakteriseres som en individuel social aktivitet. I modsætning til det virkelige liv er der ikke mulighed for den umiddelbare respons på ens opførsel, som er en meget grundliggende faktor i skabelsen af selv og dermed personlig identitet. Det er i højere grad muligt at sammenføje identitetsaspekter som måske ikke ville være mulige ellers. Spektret af værdier og holdninger er bredt på nettet og oplevelsen så anonym, at vi bevidst og ubevidst udlever aspekter af os selv, der ikke ellers kommer til udtryk. Dermed opstår der mulighed for individuelt tilpassede identitetskonstuktioner . Det er en på mange måde foruroligende udvikling. Hvilken effekt vil det få på os i det virkelige livs sociale sammenhænge, hvis nettet vinder udbredelse og mennesker i højere grad konstruerer deres personlige identitet igennem computere? Skræk-scenariet ville være at vi efterhånden identificerer os så lidt med hinanden at processen bliver selvforstærkende. At vi bliver "øer" der ikke sameksisterer udenfor nettet. De fleste er dog enige om at nettet ikke kan erstatte her og nu kontakten (ikke endnu i hvert fald), så det vi måske vil få at se i fremtiden, er en sameksistens mellem forskellige selvopfattelser - med ekstremiteter til begge sider forstås. En mere positiv forestilling ville være at internettet sociale oplevelser styrker det enkelte individs personlige identitet - at det gør mennesker i stand til at udvikle sig personligt og derved forme et samfund med mere variation, og måske et større personligt engagement i samfundet som helhed. Et mere omfavnende samfund, der levner plads til marginale eksistenser og befordrer større mellemmenneskelig kommunikation. Under alle omstændigheder er nettet en realitet og alle der bruger tid i cyberspace må før eller siden tage stilling til disse spørgsmål. Man kan vælge at se disse tendenser i et større perspektiv, i hvilket fremtidens netsamfund efterhånden tager en modsat-global udvikling. Det har været fremme i debatten, at nettet nedbryder nationalstaterne. Sker det vil det givetvis være på baggrund af en stærkere kulturelt introvert holdning blandt mennesker. Forstået på den måde at den rådvildhed der ville følge i kølvandet på nettets udvidede struktur, ville skabe et større fokus på ens omgivende nærmiljø. Det stigende antal LAN's er måske allerede en følge af dette. At finde mening i cyberspace bliver let uoverskueligt for den enkelte, men hvis brugen af internettet kan skabe mening i ens lokalmiljø, kan det være meget tiltrækkende. "Global presence - local relevance" - et slogan fra en internetcafe i Seattle, kunne være en præcis metafor på dette. Nettet som redskab indeholder nogle potentialer for at sætte os i stand til at tage ansvar for vores egen tilværelse. Disse potentialer kan blive et vigtigt bidrag til menneskeheden, men må dyrkes, fremtvinges, hvis ikke udviklingen skal styres af nogle få giganter. Og da nettet er så individuel en oplevelse er det først og fremmest op til hver enkelt at bidrage til denne proces. Samtidig må vi, der vil og kan involvere os, tænke i strukturer der også inkluderer dem for hvem nettet er og bliver noget teknik, som de ikke gider at beskæftige sig med. Dem har vi en tendens til at glemme. I vores egen begejstring har vi svært ved at forstå og se dem, for hvem nettet er uendeligt uinteressant. Vi må på en eller anden måde, om ikke involvere dem direkte, så lade de strukturer vi opbygger inkludere alle. Hvis denne udvikling skal lykkes, forudsætter det dog at vi ikke hver især henfalder til udelukkende at klikke ind på net-sex og egen fordummelse. Der er faldgruper i at opbygge dele af vores sociale identitet med on-line vennerne som primær identifikationsspejl. Hvis vi skal undgå en situation med yderligere menneskelig fremmedgørelse, bør vore daglige oplevelser on-line nødvendigvis sættes i relation til det virkelige liv - vores daglige færden i vores egen lille del af verden.